Stor opbakning til FoodTech 2026
Stor opbakning til FoodTech 2026 – Foto: Lars Møller
Schur Automation, Endress+Hauser og Novonesis hører til de mange udstillere, der allerede nu har meldt deres ankomst til FoodTech 2026, og fælles for dem alle er, at de ser frem til at præsentere nye løsninger og møde FoodTechs mange besøgende. FoodTech finder sted i MCH Messecenter Herning 27.-29. oktober 2026.
Forandringer i fødevareindustrien er med til at gøre FoodTech højaktuel for branchens aktører. Det er meldingen fra FoodTechs udstillere, der af samme grund ser en stor værdi i at udstille på Nordens førende destination for fødevareteknologi. Blandt de forventningsfulde udstillere hører Schur Automation, der i et nyt tiltag på FoodTech er gået sammen med en række andre udstillere for at sætte fokus på packaging og mærkning.
Vi ser frem til FoodTech 2026 og betragter messen som en oplagt mulighed for at møde både eksisterende og nye kunder og tage gode dialoger om, hvordan vores løsninger kan skabe tryghed, kvalitet og værdi i produktionen, lyder det fra Lars Michael Bang, Director (Marking & Quality Control), Schur Automation, der samtidig sætter ord på, hvad de besøgende konkret kan forvente af virksomhedens stand:
Vi viser blandt andet nye løsninger til online farveprint direkte i produktionen, som reducerer behovet for fortrykt emballage og labels, minimerer spild og øger fleksibiliteten. Samtidig præsenterer vi nye emballageløsninger med fokus på genanvendelse og kommende krav til QR-koder.
Schur Automation viser desuden løsninger til vægtkontrol, fuldautomatisk afvejning og dosering samt inspektionssystemer til detektering af fremmedlegemer i produkter.
Vigtig platform for dialog og inspiration
Også Endress+Hauser, der udstiller i Water & Energy-området, er klar til at præsentere nye løsninger.
Vores ambition er at demonstrere, hvordan digitalisering og moderne måleteknologi skaber konkret værdi i fødevareindustrien – fra øget driftssikkerhed og bedre dokumentation til stærkere compliance og reduceret ressourceforbrug. Besøgende kan opleve løsninger som IO-Link, vores Netilion IoT-økosystem samt nye hygiejniske sensorer, der understøtter en mere effektiv og bæredygtig produktion, siger Anders Hjulmann, Industry Manager, Endress+Hauser, og fremhæver samtidig en af FoodTechs væsentligste styrker:
Samtidig er messen en vigtig platform for dialog og inspiration, hvor vi sammen med kunderne kan omsætte konkrete udfordringer til konkrete løsninger.
Samler hele fødevareindustriens værdikæde
Novonesis udstiller også, hvilket blandt andet skal ses i lyset af FoodTechs evne til at bringe dialog ud til industrien.
Messen har stor betydning for os, fordi den samler hele værdikæden i fødevareindustrien og giver mulighed for den tætte dialog, vi prioriterer højt. Vi ser frem til at møde både kunder og samarbejdspartnere ansigt til ansigt, lytte til deres udfordringer og styrke relationer. På standen præsenterer vi konkrete løsninger til mejeriindustrien, men for os handler messen i lige så høj grad om at være en nærværende partner, der bidrager aktivt til kundernes udvikling, forklarer Anne Sofie Kiilerich Aamann, Novonesis’ salgschef for mejeriprodukter i Skandinavien og Holland.
Hun fortæller, at virksomheden aktuelt ser flere markante udviklinger i industrien, som er direkte koblet til de løsninger, som Novonesis arbejder med: Et øget fokus på sundhed og funktionelle produkter, større krav til naturlighed og ‘clean label’, behov for effektivitet og stabilitet i produktionen og en stigende efterspørgsel efter bedre smag og tekstur.
Muligheden for at diskutere trends som disse direkte med kunderne og potentielt omsætte dialogerne til konkrete løsninger gør, at Anne Sofie Kiilerich Aamann betegner årets udgave af FoodTech som “ekstra vigtig”.
Horisontudvidende fokusområder
Foruden de mange fremsynede udstillere byder FoodTech 2026 på en lang række horisontudvidende fokusområder med innovation og vidensdeling i centrum.
Det gælder eksempelvis EHEDG (European Hygienic Engineering and Design Group), der holder oplæg alle tre dage på FoodTech, Plastindustrien, som afholder to halvdags konferencer, samt Food Life Science og Packaging, der begge byder ind med oplæg alle tre dage.
Hertil kommer Water & Energy Stage, der danner rammen om oplæg med fokus på energieffektivitet i fødevareproduktion og reducering af vandforbruget. Her er der mulighed for at møde nogle af branchens førende eksperter inden for et område dedikeret til optimering af både national og international energiforvaltning og vandforbrug.
Besøgende på FoodTech 2026 kan også se frem til at opleve den kombinerede konkurrence og udstilling IFC, som tæller en lang række mejeriprodukter, der er blevet bedømt og kvalitetsvurderet ud fra faglige kriterier. Udover mejeriprodukter rummer udstillingen også den nyeste teknologi, herunder maskiner med relevans for mejeribrug.
FoodTech finder sted i MCH Messecenter Herning 27.-29. oktober 2026. Læs mere på foodtech.dk.






