Danske yderdøre hitter i Grønland
I Grønland er klimaet overvejende tørt, og middeltemperaturen
når sjældent over 10 grader – selv i den varmeste måned. Bygninger
og boliger skal stå stærkt i blæst, frost og sne og samtidig kunne
tåle det ekstra slid, som følger med de barske vejrforhold. Det
burde stille særlige krav til byggematerialer, og det gør i mange
tilfælde også, men hvad angår yderdøre, så er det primært
traditionelle, danske yderdøre, som monteres og anvendes i
Grønland. Det fortæller Peter Seerup, SWEDOORs projektkonsulent for
Grønland:
– I Grønland sælger vi mange af de samme typer yderdøre, som du
også vil kunne gå ned og finde i din lokale trælasthandel i
Danmark. For selv om vejrforholdene i Grønland er noget strengere
end i Danmark, så kan dørene stadig modstå det barske, arktiske
klima.
Grundige test udvikler døren
Han mener, at grunden hertil bl.a. skal findes i de mange og
ofte langvarige test, som udføres på yderdørene, før de sendes på
markedet. Yderdøren testes bl.a. for hårdførhed, for den skal kunne
holde til konstant brug, slid, smæk og spark. Samtidig skal den
også holde helt tæt og kunne adskille store temperaturforskelle.
Sidst men ikke mindst skal døren være pæn at se på og ikke virke
stor og klodset. Det stiller alt sammen en række krav til design,
materialer og produktion.
– Der går rigtig meget tid til disse test, hvor næsten alle
aspekter af dørens funktionaliteter afprøves igen og igen. Det
gælder blandt andet u-værdi, lufttæthed, vandtæthed,
formstabilitet, hængsler og låsens påvirkning på døren. Men så er
vi også sikre på, at døren holder i mange år trods vind og vejr,
siger Peter Seerup.
Tæt også når det regner opad
Selvom de samme døre sælges i Danmark, så tilvælger de
grønlandske kunder en række features, som vi normalt ikke ser i
Danmark. De bruger fx ikke et traditionelt bundstykke i aluminium
men vælger i stedet hårdt træ så som mahogni, så sne og kulde ikke
danner kuldebroer. Trepunktslåsen hitter heller ikke så meget,
fordi hvis det sner så meget, at sneen sætter sig fast i falsen, så
kan låsen ikke aktiveres ved at trække håndtaget opad. Derfor har
langt de fleste døre en traditionel låsekasse med én lås. Sidst men
ikke mindst så åbner de grønlandske døre udad og ikke indad, som vi
ellers kender det i Danmark. Det er der en helt særlig grund til,
fortæller SWEDOORs produktchef Tara Hall:
– I Grønland giver det mere mening at have en udadgående dør,
fordi den stærke vind – nogle gange med regn og sne – presser døren
endnu tættere ind til tætningslisten og dørkarmen. Selv under
slagregn, der kan forekomme med så kraftig vind, at det nærmest
regner opad, holder vores udadgående yderdøre altid tæt.






