I Skagen er der konstant tryk på hele året

For vandværket i Skagen har fået styr på trykreguleringen til
selv de fjerneste sommerhuse, til byen og til fiskerflåden på
havnen. Det sørger en Demand Driven Distribution-løsning fra
Grundfos for – en investering, der var tjent hjem på ni
måneder. 

Vandværket i Skagen er en del af Frederikshavn Forsyning. Det er
et stort vandværk, som årligt pumper 1,4 mio. m3 vand ud til sine
kunder, så når vi om lidt taler om, at energiforbruget er reduceret
med 17 % og omfanget af lækager er faldet med 18 % – ja, så er der
tale om besparelser i omegnen af 100.000 kr.

Besparelserne er skabt af et Demand Driven Distribution-anlæg –
i daglig tale DDD – som forsyningsselskabet har investeret i. Et
anlæg, som nu sørger for, at der døgnet rundt hele året er et
konstant tryk i vandforsyningen på 2,5 bar i såvel Skagen by som i
de fjernest beliggende sommerhusområder. Til industrierne og
fiskerne på havnen er det konstante tryk på 3 bar, og her er der
store udsving i vandforbruget – når fiskerflåden fx lægger til kaj,
stiger behovet ofte med 50 %. I en sådan situation er det vigtigt
at kunne udligne de pludselige trykændringer, der ellers kan løsne
biofilm og resultere i beskidt vand. Også eliminering af
overskudstryk har resulteret i store besparelser på
vedligeholdelseskontoen og længere levetid for rørene som følge af
den reducerede belastning.

Klager fra kunderne
“Vi havde forsøgt at spare energi ved at reducere vandtrykket ude
hos slutbrugerne,” fortæller Kenneth Fuglsang, der er driftschef
hos Frederikshavn forsyning. “Men det førte hurtigt til en lang
række klager fra især de forbrugere, der bor i yderområderne. Det
var f.eks. fra sommerhusområderne, hvor det kun er ganske få huse,
der bruges hele året, og her kunne man opleve store forskelle i
vandtrykket.”

Men så foreslog Poul Bøgelund, senior salgsingeniør hos
Grundfos, at problemerne i stedet blev løst med et DDD-anlæg. I
2010 ramte salgsingeniøren plet med beregningerne for, hvor store
besparelser der kunne opnås ved at udskifte vandværkets gamle,
overdimensionerede pumper med nye, energieffektive pumper fra
Grundfos, så Kenneth Fuglsang og hans kolleger var lydhøre over for
Poul Bøgelunds nye forslag – selv om man i begyndelsen ikke var
sikker på, om man med trykregulering kunne opnå den ønskede effekt
i de meget forskellige leveringszoner.

Simuleringer som udgangspunkt
“Men det er især i sådanne områder, at DDD kommer til sin ret,”
fortæller Poul Bøgelund. “Vi startede med at regulere trykket på
basis af simuleringer, vi havde lavet, og vi placerede tryksensorer
på steder i systemet, hvor forsyningsbehovene var meget
forskellige. Gennem målinger fik vi samtidig en viden om de
faktiske forhold, og det viste sig, at vores simuleringer var ret
præcise. Vi kunne konstatere, at færre sensorer end først antaget
gav os et fuldstændigt overblik over den faktiske
forsyningssituation.”

Og Kenneth Fuglsang bekræfter, at processen beviste anlæggets
fordele, men begejstringen blev afløst af en bekymring om, hvad et
måske mindre salg af vand ville koste vandværket. “Men de
bekymringer blev hurtigt gjort til skamme. De besparelser, vi har
opnået på energi og vedligeholdelse, overstiger langt investeringen
og de mindre indtægter,” siger den nordjyske driftschef.

Ingen klager mere
“Vi har fjernet overskudstrykket, og ikke en eneste slutbruger har
klaget over den smule mindre tryk, det har afstedkommet i hanerne.
De præcise daglige målinger af det aktuelle behov som fundament for
en avanceret pumpestyring leverer det ensartede tryk, som alle har
efterspurgt,” fortæller Kenneth Fuglsang, der samtidig kan
konstatere, at antallet af lækager som følge af trykstød har
reduceret vedligeholdelsesomkostningerne med 18 %. Dertil kommer
den forlængede levetid på ledningsnettet.

At pumperne på vandværket i Skagen ikke længere skal levere et
konstant, forhøjet tryk giver energibesparelser på 17 %. Tilsammen
besparelser, der har resulteret i en tilbagebetalingstid på 9
måneder for DDD-anlægget.

Driftschefen sammenfatter resultatet sådan: “Trykregulering har
vist sig at være et yderst effektivt redskab i et anlæg med én
pumpestation – og med meget varierede forsyningszoner.”
__________________________________________________________________________

Yderligere oplysninger om løsningen
Poul Bøgelund
Senior salgsingeniør, Vandforsyning
40 10 80 22
pboegelund@grundfos.com

Cookie-indstillinger