Enhedslisten har foreslået, at man belønner virksomheder, der er
flinke til at ansætte lærlinge og straffer virksomheder, der kører
på frihjul og lader andre virksomheder om at uddanne den næste
generation af håndværkere. Det skal ske ved at virksomheder, der
har lærlinge, skal betale mindre til Arbejdsgivernes
Uddannelsesbidrag (AUB) – som er den kasse, der udbetaler løn til
lærlinge under skoleophold. Og virksomheder, der ikke har lærlinge,
skal betale mere.
Timingen er rigtig. Om bare fem år kommer vi til at mangle
30.000 faglærte, viser fremskrivninger fra Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd. Derudover står vi i en situation, hvor der aktuelt
mangler 12.000 lærepladser – heraf cirka 3.000 i byggeriet.
Samtidig har vi en virkelighed, hvor industrien skriger på faglært
arbejdskraft. Virksomheder må lade ordrer gå til udlandet, fordi de
ikke har folkene til at udføre arbejdet.
Fagforbundet Dansk Metals ledighed er på landsplan nede på 4
procent og i visse områder helt nede på 2,1 procent. Det er så
lavt, at det er virkelig svært at finde nok arbejdskraft indenfor
fag, som er uundværlige for industrien. Eksempelvis smede og
industriteknikere. I 2011-2013 gik 1.627 industriteknikere på
pension. I samme periode blev kun 756 industriteknikere udlært. Og
det kan mærkes.
Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi virkelig lægger os i
selen og gør det mere attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse.
Det kræver en større holdningsændring. Men skal kræfterne ikke være
spildt på forhånd, må der ikke mangle praktikpladser. Det gør der
som systemet i dag er skruet sammen. Derfor må vi dreje på nye
håndtag for at skaffe praktikpladser ved at gøre det mere
indbydende at ansætte lærlinge og gå hårdere til virksomheder, der
ikke er deres samfundsansvar bevidst.
Desværre har flere arbejdsgiverforeninger allerede forsøgt at
sende forslaget i gulvet ved en teknisk knockout. En forening
påberåber sig, at den nuværende aftale løber frem til 2018 og
derfor ikke er noget, man kan gøre noget ved nu. Derudover mener
man, at dem uden lærlinge allerede bidrager rigeligt til dem med
lærlinge. En anden taler om, at erhvervsuddannelsesreformen kræver,
at alle partier skal være enige om en ændring, og at det ikke
forekommer sandsynligt.
Det er beskæmmende at høre sådan en gang udenomssnak –
situationens alvor taget i betragtning. Når sådan en holdning
lægges for dagen, kan det næppe undre, at mange unge vælger
erhvervsuddannelserne fra. Det kan vi ikke holde til i byggeriet og
industrien. Det er nu, at vi skal gøre manglen på praktikpladser
til historie. Vi har brug for at alle tænker med og ikke bare
kryber udenom. Vi må alle påtage os et ansvar
