Specialdesignet og robust facade sætter nyt præg på Kerteminde Havn

Specialdesignet og robust facade sætter nyt præg på Kerteminde Havn

Specialdesignet og robust facade sætter nyt præg på Kerteminde Havn

Forsknings- og formidlingscentret Fjord&Bælt har udvidet med 800 kvadratmeter på Kerteminde Havn, hvor det omgivende maritime miljø kræver hårdføre materialer for at kunne modstå påvirkningen fra især saltvand. Praksis Arkitekter gik derfor på jagt efter en facadeplade, der opfylder kravene og kan findes i en farve, der passer godt ind i omgivelserne.

En 800 kvadratmeter stor tilbygning til turistattraktionen og forsknings- og formidlingscentret Fjord&Bælt er en vigtig milepæl i udviklingen af både Fjord&Bælt og Kerteminde Havn. Byggeriet rummer blandt andet en odderhave, hvor man kan komme tæt på den europæiske odder, undervisningsfaciliteter, café, udstilling og multisal. Den nye tilbygning er samtidig en af de sidste brikker i omdannelsen af havnen og et led i bestræbelserne på at binde området sammen med Kertemindes historiske bymidte.

Praksis Arkitekter har slået stregerne til den store tilbygning, der med sin ”blå bølge” skaber et markant blikfang og markerer sig tydeligt mod byen og havnen. For at få bygningen til at passe ind i omgivelserne gik arkitektfirmaet på jagt efter en facadeplade, der udover at kunne klare det rå havnemiljø også skulle have en speciel blå farve. Valget faldt på facadepladen Zenor fra Swisspearl.

– Den blå farve går igen i den gamle bygning, og da Fjord&Bælt ligger ved vandet og skal passe ind i det øvrige miljø på havnen, var det vigtigt for os at finde den helt rigtige blå farve til facaden. Vi undersøgte mulighederne flere steder, men det var facadepladen Zenor fra Swisspearl i en specialfarve, der kunne leve op til vores krav. De ramte farven spot on, siger Mads Bjørn Hansen, indehaver og arkitekt hos Praksis Arkitekter.

Zenor fås som standard i 17 forskellige farver, men Swisspearl kan også levere specialfarver, når et projekt som f.eks. tilbygningen til Fjord&Bælt har særlige ideer og ønsker til facadeudtrykket.

Bevarer farven i råt miljø

På Kerteminde Havn har materialevalget i særlig grad handlet om mere end det visuelle udtryk. Placeringen helt tæt på vandet stiller store krav til facadens robusthed.

– Bygningen ligger på havnekajen, så vi skulle finde en facadeplade, der kan klare mosten i det rå havnemiljø med meget blæst og saltvand, der rammer bygningen. Vi kender Zenor, og vi ved, at pladerne kan holde i rigtig mange år uden at ændre udseende. Den er super robust og derfor velegnet som facadeplade i det miljø, siger Mads Bjørn Hansen.

Zenor er en gennemfarvet fibercementplade med en overflade og kerne i en matchende farve, hvilket betyder, at farven er ensartet ved tilskæringer og borede huller.

– Vi er glade for, at arkitekten kontaktede os for at få en dialog om farven, så vi sammen kunne finde frem til lige nøjagtig det, som de havde brug for. Vores opgave er netop at sikre, at bygherren får den helt rigtige løsning, og når man ser på tilbygningen til Fjord&Bælt, er det tydeligt, at der er tale om et markant byggeri, der passer godt ind i omgivelserne og sætter et spændende præg på havnen, siger arkitektkonsulent Anette Løff Hornung fra Swisspearl.

Den nye tilbygning på havnen er en af de sidste brikker i omdannelsen af Kerteminde Havn. A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 49,5 mio. kr. til udvidelsen af Fjord&Bælt, mens Kerteminde Kommune bidrager med 10 mio. kr.

Find leverandører af facadesystemer her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger