Inline-pumper sætter rekord med markedets højeste virkningsgrad
EU’s Minimum Effektivitets Indeks, der i daglig tale kaldes MEI,
stiller i 2015 krav om, at pumper som minimum skal have en
effektivitetsgrad på 0,40. Både Grundfos TPE2 og nyheden TPE3 har
en effektivitetsgrad på minimum 0,70, hvilket gør de to
inline-pumper til markedets mest effektive. Begge pumper er baseret
på en energibesparende MGE-motor med indbygget frekvensomformer og
med en ny hydraulisk pumpekonstruktion.
“Med de nye serier på op til 2,2 kW dækker vi mange forskellige
behov og ønsker om energibesparelser i etagebyggerier og i
industrien,” siger salgschef hos Grundfos, Brian Sørensen. “Det
gælder bl.a. en- og tostrengede varmeanlæg, recirkulering af
brugsvand og i køleanlæg, hvor både tørløber-funktionen og
muligheden for at styre mere nøjagtigt via temperatursensorer giver
fordele.”
Indbyggede eller eksterne sensorer
I TPE3-pumpen er der i pumpehuset indbygget en sensor, som
regulerer pumpens drift ud fra differenstrykket lige over pumpen.
Desuden kan der suppleres med yderligere en eller to eksterne
sensorer.
TPE2 arbejder kun med eksterne sensorer. Det giver mulighed for,
at pumpens drift kan baseres på data fra fx kritiske steder i
systemet, hvor der kan ske ændringer, som pumpen skal reagere på.
Med sensorer tilsluttet pumpens to analoge indgange kan pumpen
indstilles til at køre med konstant flow, temperatur, differenstryk
eller konstant tryk.
“Traditionelt er det tryksensorer, der anvendes, men vi tester i
øjeblikket muligheden for også at benytte temperatursensorer,
hvilket vil kunne give langt større præcision i fx køleanlæg,”
fortæller salgschefen. TPE2 og TPE3 kan håndtere kølemedier ned til
-25 °C, og begge modeller kan på grund af tørløber-konstruktionen
monteres udendørs.
Nem installation, opstart og rapportering
TPE3 er udstyret med et display, der helt enkelt guider
installatøren gennem opstart og indstilling af pumpen ved tryk på
skærmen. Når pumpen er i drift, kan regulering og overvågning
foretages enten direkte på displayet eller via en smartphone med
Grundfos GO.
“Der er også mulighed for at generere en rapport over alle
pumpens indstilinger, fx aktuelt tryk, flow, omdrejninger og
optaget effekt,” uddyber Brian Sørensen. “Rapporten gemmes som pdf,
der via smartphone kan videresendes som dokumentation for korrekt
installation sammen med installatørens digitale underskrift.
Rapporten kan også sørge for, at vi hos Grundfos får adgang til
alle oplysninger om pumpens status, så vi kan rådgive installatøren
om fx fejlfinding, mens han står ude hos kunden.”
TPE2 har ikke samme detaljerede brugerflade som TPE3, men ved at
installere Grundfos GO på sin smartphone, får installatøren adgang
til at kommunikere med pumpen.
I forbindelse med installation fremhæver Brian Sørensen også, at
motor og pumpe nemt kan drejes i forhold til hinanden ved hjælp af
en ny metalring. Det giver større fleksibilitet ved både montering
og servicering.
Konstant overvågning af flow
En indbygget flowlimit-funktion overvåger flowet konstant og
sørger for, at TPE3-pumpen ikke overskrider det ønskede
maksimum.
“Det forhindrer et ellers velkendt problem i enstrengede
varmeanlæg,” fortæller Brian Sørensen. “Her møder vi ofte en ret
stor vandmængde, men et ikke særligt højt modtryk, hvilket kan
resultere i, at pumpen kører helt ud af sin pumpekurve og
overbelaster motoren. Det kan ikke ske med flowlimit, som netop
sikrer, at pumpen ikke kører med en drift, hvor der bruges mere
strøm end nødvendigt, og energiforbruget kan i øvrigt følges ved
hjælp af den indbyggede varmeenergimålerfunktion. Dertil kommer, at
flowlimit i visse tilfælde kan erstatte en pumpereguleringsventil
placeret umiddelbart efter hovedpumpen,” forklarer salgschefen, som
til slut oplyser, at Grundfos arbejder på en udvidelse af
TPE3-pumpeprogrammet ud over 2,2 kW.
Yderligere oplysninger om løsningen
Brian Sørensen
Salgschef, Building Services
30 89 05 30
brsoerensen@grundfos.com
Læs også historien på grundfos.dk






