Give Steel styrker CO2-dokumentation med projektspecifikke EPD’er
Give Steel styrker CO2-dokumentation med projektspecifikke EPD’er
Med projektspecifikke EPD’er kan Give Steel dokumentere klimaaftrykket på baggrund af de faktiske forhold i det enkelte projekt. Det giver mere præcise klimadata, større transparens og et stærkere beslutningsgrundlag for byggeriets aktører.
Give Steel tilbyder projektspecifikke EPD’er (Environmental Product Declarations) til stålkonstruktioner. Med en projekt-EPD kan klimaaftrykket beregnes på baggrund af de konkrete råvarer, transportafstande, produktionsforhold og montagemetoder, der er anvendt i det enkelte projekt. Det giver rådgivere, bygherrer og entreprenører et mere præcist datagrundlag til LCA-beregninger og klimadokumentation.
“Produkt-EPD’er er et vigtigt værktøj, men de bygger på gennemsnitstal. Med en projektspecifik EPD kan vi i stedet dokumentere klimaaftrykket ud fra det, der faktisk gælder for den konkrete stålkonstruktion. Det bringer beregningen tættere på projektets reelle CO2-aftryk, “, fortæller Jacob Elbæk, Environmental Sustainability & Transition Lead hos Give Steel.
Fra gennemsnitsdata til projektspecifik dokumentation
Generelle produkt-EPD’er er et vigtigt værktøj i projekterings- og udbudsfasen, hvor der er behov for et hurtigt og dokumenteret estimat af en konstruktions klimaaftryk. Men da produkt-EPD’erne bygger på gennemsnitlige produktionsdata, kan der være store forskelle mellem det estimerede CO2-aftryk og den reelle CO2-udledning på det faktiske projekt.
Med de projektspecifikke EPD’er tager beregningerne i stedet udgangspunkt i de faktiske forhold, der gælder for det enkelte stålprojekt. Samtidig styrkes sporbarheden gennem dokumenterede data fra de specifikke valseværker, der leverer råvarerne til projektet.
Det giver et mere nøjagtigt indblik i de faktorer, der påvirker stålkonstruktionens klimaaftryk – fra råmaterialer til færdig konstruktion.
Sådan beregnes den projektspecifikke EPD
De projektspecifikke EPD’er baseres på verificerede data og projektspecifikke beregninger gennem hele værdikæden:
- EPD’er fra de specifikke valseværker, hvor stålet til projektet er produceret, anvendes til at dokumentere emissioner fra råmaterialefasen (A1).
- Transporttype og transportafstande fra valseværkerne til Give Steel beregnes på baggrund af den leverede tonnage (A2).
- Emissioner fra Give Steels produktion beregnes ud fra virksomhedens årlige produktionsdata (A3).
- Transport til byggepladsen beregnes på baggrund af transporttype, afstand og tonnage (A4).
- Emissioner fra montage beregnes ud fra blandt andet krantype og dieselforbrug på byggepladsen (A5).
Denne metode giver en mere nøjagtig dokumentation af klimaaftrykket fra den specifikke stålkonstruktion og bringer dermed bygningens CO2-beregninger tættere på de faktiske udledninger for det færdige byggeprojekt.
Bedre beslutningsgrundlag allerede før indkøb
Den nye løsning skaber ikke kun værdi i den afsluttende dokumentation. Allerede før stålet indkøbes, kan Give Steel opstille sourcing-scenarier baseret på forskellige valseværker, råvarer og konstruktionsløsninger.
Det gør det muligt at synliggøre både CO2-udledninger og økonomiske konsekvenser af forskellige råvarevalg, så materialer og leverandører kan vurderes på et oplyst grundlag.
Jo tidligere Give Steel inddrages i projektet som sparringspartner til rådgiver og bygherre, desto større er mulighederne for at optimere både klimaaftryk, økonomi og leveringstid. Gennem Give Steels CO2-hotline, tilbyder virksomheden sparring om CO2-beregninger på råvarer, så beslutninger kan træffes på et kvalificeret grundlag allerede i projekteringsfasen.
Tidlig involvering giver samtidig bedre mulighed for at planlægge indkøb af råvarer med lave CO2-aftryk og sikre den nødvendige dokumentation der ønskes i forhold til DGNB, BREEAM, LEED, Miljöbyggnad og EU-taksonomien.
Et skridt mod mere præcis klimadokumentation
Med de projektspecifikke EPD’er styrker Give Steel dokumentationen af klimaaftrykket på tværs af værdikæden. Løsningen giver rådgivere, bygherrer og entreprenører et mere præcist grundlag for at træffe beslutninger om materialevalg og konstruktionsdesign tidligt i projektet.
Kontakt Give Steels Environmental Sustainability & Transition Lead Jacob Elbæk, for at høre mere om projektspecifikke EPD’er eller få sparring om CO2-aftryk og materialevalg til dit projekt.
Kontaktoplysninger:
Jacob Elbæk
Environmental Sustainability & Transition Lead
Mail: Jae@givesteel.com
Tlf.: +45 30 90 12 71






