Fremtidens teknologier får fremtrædende plads på hi 2015

Dette billede illustrere Fremtidens teknologier får fremtrædende plads på hi 2015

– Det bliver helt fantastisk! Med Fremtidens Teknologier som
overskrift glæder vi os til at vise, hvad teknologien kan i dag og
skal kunne i fremtiden – det bliver i en hal fuld af liv,
oplevelser, events og faglighed, lyder det fra Aase Rhode, direktør
for Teknologi og Netværk i IDA.

Visionerne og ideerne står nærmest i kø, når Aase Rhode skal
fortælle om mulighederne på hi teknologi- og industrimessen, som
løber af stablen fra tirsdag den 22. til torsdag den 24. september
i MCH Messecenter Herning.

IDA råder over Hal F på messens sidste dag.

– Vi har aldrig tidligere prøvet at have så stort et
udstillingsareal til rådighed, men vi vil benytte lejligheden til
at brande ingeniørerne og IDA. I forvejen er det fortrinsvis
teknikere og ingeniører, der kommer på hi messen, og vi vil vise
dem, i hvor høj grad de er med til at løse fremtidens udfordringer,
siger Aase Rhode og fortsætter:

– Teknikere og ingeniører bygger ikke kun broer eller store
bygninger. De opfinder noget, som ikke nødvendigvis er efterspurgt
lige nu. Det kan være lige fra 3D printere, der kan printe
fremtidens parcelhus til kropsdele, der kan erstatte vores slidte
lemmer, når vi bliver gamle, siger Aase Rhode.

Men det kræver uddannelse. Derfor har Aase Rhode også en idé om,
at IDA kan sætte fokus på, at fremtidens ingeniører også skal have
andre kompetencer end de rent teknologiske som
forretningsforståelse, ledelse og forståelse for det globale
marked. Derfor synes hun, at det vil være oplagt at invitere
universiteter og andre uddannelsesinstitutioner til at være
med.

Aase Rhode forventer, at en række af de øvrige udstillere på
messen også kan have interesse i at være en del af det nye tiltag,
men derudover skal der også andre interessenter på banen, som på
forskellig vis kan byde ind med input til fremtidens
teknologier.

– Vi vil prøve at gruppere udstillerne efter relationer, så
naboudstillerne har noget fælles. Derfor får de første udstillere
mulighed for at pege på andre udstillere, som de gerne vil
grupperes sammen med, så alle føler, at de har noget til
fælles.

Under overskriften Fremtidens Teknologier fokuseres der på fem
grundlæggende temaer: automation, nye energiteknologier, nye
avancerede materialer, innovation space samt robotter – herunder
sundhedsteknologi, velfærd, droner mv.

Der hersker ikke tvivl om, at IDA med en skæv vinkel vil skabe
et spændende univers i Hal F, som det er værd at lægge vejen
forbi.

Cookie-indstillinger