NY BRO OG HOVEDINDFALDSVEJ OVER VIGERSLEV ALLÉ

Dette billede illustrere NY BRO OG HOVEDINDFALDSVEJ OVER VIGERSLEV ALLÉ

Carlsberg Byens infrastruktur er for alvor ved at tage form. Nu
forbindes den nye bydel på Vesterbro med Vigerslev Allé, når en ny
bro over togskinnerne monteres. Broen udgør starten på Bohrs Gade,
som er én ud af de tre hovedindfaldsveje til Carlsberg Byen.

“Broen er en stor milepæl for Carlsberg Byen. Det betyder, at
vores nye boligtårn, Bohrs Tårn på 100 m, og Campus Carlsberg med
10.000 studerende får deres egen indgang til Carlsberg Byen.
Desuden er indfaldsvejen og broen et godt eksempel på, hvordan vi
har tænkt os at håndtere den indgående trafik. Bilerne vil nemlig
hurtigt efter indkørslen til Carlsberg Byen føres ned i
parkeringskældre, så de kommer væk fra gadebilledet,” udtaler
administrerende direktør for Carlsberg Byen P/S Jens Nyhus.

135 tons stål over Øresundsbroen
Selve broen er produceret i Polen, og fragten fra Gdansk til
Carlsberg Byen er en logistisk øvelse i sig selv. Da broens tre
brospær under transporten fylder 6,5 meter i bredden, bliver
transporten over Øresundsbroen en præcisionskrævende opgave,
ligesom flere lyskryds skal lægges ned undervejs. Og arbejdet er
ikke gjort med transporten alene, fortæller senior projektchef i
Carlsberg Byen Jeppe Mulvad Jeppesen.

“Foruden de åbenlyse udfordringer ved at flytte ca. 135 tons
stål omkring 700 km, er selve monteringen af broen også en
kompliceret størrelse. For at sikre at også fremtidens tog kan køre
under broen, skal Vigerslev Allé hæves en meter på en 150 meters
strækning,” forklarer han, og fortsætter:

“De tre brospær er hver især 30 meter lange og vejer 25 tons pr.
spær, så det er en udfordrende opgave at hejse dem op og montere
dem, hvilket kræver stor teknisk præcision.”

Broen ankom til Carlsberg Byen fredag d. 6. februar, og
monteringen foregår af hensyn til togdriften om aftenen og i
nattetimerne. Det betyder, at togdriften lukkes mellem
Hovedbanegården og Valby St. fra fredag kl. 20 til lørdag kl 8 og
igen fra lørdag kl. 20 til søndag kl. 8. Der indsættes i stedet
togbusser på den lukkede strækning

Cookie-indstillinger