På forkant med fremtiden til Danmarks største elfagmesse
Hvilke muligheder og udfordringer giver den nye
installationsbekendtgørelse? Kan fremtidens intelligente elnet
rumme den stigende andel af energi fra sol og vind? Hvordan undgår
man arbejdsulykker?
Disse spørgsmål og mange flere får de besøgende rig mulighed for
at få svar på, når EL & TEKNIK ’16 løber af stablen i OCC fra
den 10. til den 12. maj. Hver dag byder på 12 forskellige
inspirations-oplæg og minikurser i henholdsvis Fagligt Forum, et
nyt initiativ, samt den kursusrække arrangørerne kalder ‘Styrk dine
kompetencer’. Derudover vil der være en separat scene, reserveret
til udstillernes produktpræsentationer, og arbejdende værksteder,
hvor man kan prøve kræfter med forskellige opgaver.
“Vi har fokuseret på at sikre kvalitet i de tilbud, de besøgende
kan vælge imellem, hvis de har brug for at holde en pause fra de
summende haller. Fagligheden skal naturligvis være helt i top til
Danmarks største elfagmesse for at matche det høje, tekniske
niveau, som udstillerne præsenterer”, siger Per Rømer Kofod, adm.
direktør for VELTEK, der arrangerer messen i samarbejde med Dansk
Energi. Han fortsætter:
“De kommende år vil udviklingen gå i retning af et langt mere
intelligent elnet, hvori bygningers tekniske installationer kommer
til at spille en helt central rolle. Det skal messen, som vi har
givet mottoet ‘På forkant med fremtiden’, klæde branchen på
til”.
IDA Elteknik til EL & TEKNIK
144 udstillere har i skrivende stund meldt deres ankomst.
Antalsmæssigt er det på linje med optakten til 2014-messen, og
interesserede skal ikke vente for længe med at booke en
stand.
“Helt i tråd med tidligere år eskalerer vi nu vores salgs- og
markedsføringsindsats, og det er bestemt vores forventning, at EL
& TEKNIK ’16, ligesom de foregående messer, bliver udsolgt og
får en venteliste. Messen er installatør- og energibranchens
garanti for, at den teknologiske og tekniske udvikling på elområdet
samles og vises på ét sted. I den optik er EL & TEKNIK helt
unik og uundværlig”, lyder det fra Jørgen S. Christensen,
forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi.
“Vi har indgået et samarbejde med netværket IDA Elteknik, der
beskæftiger sig med praktiske anvendelser inden for hele det
elektrotekniske område, herunder blandt andet Smart Grids,
elektriske komponenter og installationer samt automation. Netværket
vil tiltrække en større andel af ingeniører til messen, og netop
ingeniører vil vores udstillere gerne have flere besøg af. Der er
ingen tvivl om, at samarbejdet vil gavne begge parter, og jeg
håber, at vi kan udbygge parløbet i de kommende år”, supplerer
han.
Det kører for messen
For at gøre det nemmere for de besøgende at komme frem til Odense,
vil der i 2016 blive indsat busser med afgang fra Sjælland, Fyn og
Jylland. Inden for på messen kan gæsterne så skifte fire hjul ud
med tre og tage bestik af Tripl, det danskdesignede elkøretøj, der
udleder 0 % CO2 under kørsel. Tripl giver en forsmag på sine
køreevner i Hal B, som i 2016 er reserveret til faglighed og
innovation. Det vil sige, at der ikke vil være udstillere i hallen,
men til gengæld masser af viden og inspiration til ører, øjne og
hjerne. Det er også i Hal B, at Fagligt Forum og de nominerede til
EL & TEKNIKs Innovationspris, som får debut under messen, vil
være at finde.
“Vi har skabt rammerne til et helt igennem fantastisk EL &
TEKNIK ’16, og vi glæder os til at byde såvel udstillere som
besøgende velkommen til fremtiden”, siger Per Rømer Kofod.
195 udstillere og 8384 besøgende deltog i EL & TEKNIK
2014.






