Vaimo – E-handelseksperter fusionerer med internationalt bureau

Dette billede illustrere Vaimo – E-handelseksperter fusionerer med internationalt bureau

Siden Henrik Feld-Jakobsen kickstartede Customerwise i 2010, har
han ikke haft tid til at se sig tilbage. Ambitionen om at være den
bedste til at udvikle og drive seriøse e-handelsforretninger har på
få år skabt flot vækst og ikke mindst 18 nye arbejdspladser.
Fremgangen har tiltrukket international opmærksomhed fra Vaimo, der
er en af verdens førende udviklere af e-handelsløsninger. Den
svenske virksomhed har netop integreret det koldingensiske bureau i
organisationen og vokser dermed til mere end 230 medarbejdere –
heraf 22 i Danmark. Henrik Feld-Jakobsen er stolt af fusionen og
overbevist om, at den medfører en masse nye muligheder.

– Vaimo har gennem kontinuerlig, stærk vækst og international
anerkendelse vist sig som en af de dygtigste udviklings- og
konsulenthuse inden for e-handel i Europa. Som en del af Vaimo
positionerer vi os i markedet med nye muligheder for både
eksisterende og fremtidige kunder. Vi er blandt andet den eneste
danske e-handelspartner med fysiske kontorer i alle de nordiske
lande, hvilket er afgørende for de kunder, der vil ekspandere ud
over Danmarks grænser. Til disse kunder kan vi nu tilføre en unik
værdi, der både giver hurtigere adgang til markeder og bedre
resultater, forklarer Henrik Feld-Jakobsen, der fortsætter som
dansk landechef i Vaimo.

Fusionen skal give lokal og global vækst
E-handelsforbruget i Danmark steg i 2015 med 18 procent i forhold
til året før, og mere end nogensinde er der kamp om forbrugerne.
Som detailforretning er det afgørende at kunne holde fremdrift i
sin udvikling for ikke at miste markedsandele. Og især fremdrift er
nøgleordet i fusionen.

– Jeg er motiveret af vækst, og det har været afgørende for mig,
at vi gennem Vaimo kan vokse til en ledende samarbejdspartner inden
for e-handel i Danmark. Som en del af Vaimo får vi adgang til
globale kompetencer og mere end 170 udviklere og konsulenter med
speciale i e-handel. Med vores kombinerede erfaring og størrelse
forventer jeg, at vi skaber yderligere vækst for vores eksisterende
kunder og samtidig tiltrækker nye, ambitiøse virksomheder. Derfor
er min forventning, at vores omsætning stiger med 30-40% om året,
samt at vi rekrutterer ny arbejdskraft, så vi fordobler størrelsen
i både København og Kolding i de kommende år, siger Henrik
Feld-Jakobsen, der får pæne ord med på vejen fra sin nye
arbejdsgiver.

– Customerwise er en af Danmarks førende leverandører af
e-handelsløsninger, og med denne aftale kan vores internationale
kunder nyde godt af et større og stærkere lokalt kendskab til det
danske detailmarked. Købet af Customerwise baner samtidig vejen for
yderligere vækst samt vores vision om at blive verdens førende
udvikler af e-handelsløsninger, fortæller David Holender, CEO i
Vaimo.

Cookie-indstillinger