LaserTryk – Trykkeri tilbyder gratis webshop til konkurrenter og bureauer

Dette billede illustrere LaserTryk – Trykkeri tilbyder gratis webshop til konkurrenter og bureauer

Trykkeribranchen har i mange år haft kniven for struben med et
vigende marked, der har ført adskillige konkurser med sig. Der er
nu spæde fremgangstegn at spore, men forskellen mellem de mange
småtrykkerier og de store, strømlinede trykfabrikker er stadig
enorm. Alt for mange trykkerier driver en utidssvarende forretning,
og branchen er ifølge eksperter nødsaget til radikal
nytænkning.

At tænke nyt er netop, hvad man gør hos aarhusianske
LaserTryk.dk, der er en af landets største tryksagsleverandører. I
forbindelse med en komplet relancering af firmaets hjemmeside og
webshop stilles den nyudviklede e-handelsplatform gratis til
rådighed for reklamebureauer og konkurrerende trykkerier.
Webshoppen tilpasses endda partnernes visuelle profil og
designønsker. Ordrer på produkter, som virksomhederne ikke selv kan
levere, går automatisk videre til LaserTryk.dk, uden at slutkunden
kan se det, og partneren får 20 procent rabat på LaserTryk.dk’s
listepriser. Man bestemmer selv slutkundens pris – og dermed sin
avance på ordren.

– Vores budskab til de andre trykkerier er: Lad være med at
bruge oceaner af tid og penge på at udvikle jeres egne systemer.
Med vores whitelabel-koncept kan I få en topmoderne og gennemtestet
webbutik kvit og frit. Vi supplerer endda jeres eksisterende
sortiment med vores produkter. På den måde kan I give jeres kunder
meget mere værdi og samtidig øge salget, opfordrer Anders Grønborg,
direktør i LaserTryk.dk.

Brancheforening: Nytænkning er vigtig
Thomas Torp – administrerende direktør for Grakom, der organiserer
de danske trykkerier – erkender, at mange i branchen er under
massivt pres. Behovet for nye ideer og forretningsmodeller er
derfor stort.

– Jeg er altid stor fortaler for, at virksomhederne finder nye
måder at gøre tingene på. Ikke mindst hvis det kan være med til at
løfte produktiviteten og forbrugeroplevelsen i branchen. Mange
danske trykkerier er udfordret økonomisk, og alle tiltag, der kan
gøre det nemmere og mere overskueligt at bestille tryksager, og som
dermed forkorter vejen fra idé til det færdige produkt, kan jeg kun
hilse velkommen, siger Thomas Torp.   

Store forventninger
En række trykkerier og reklamebureauer har allerede vist interesse
for konceptet, og Anders Grønborg forventer at indgå mellem 50 og
60 partnerskaber i 2015. Direktøren har en klar mening om, hvorfor
løsningen er aktuel.

– Markedet skriger på totalleverandører. Det er træls for
kunderne at være nødt til at handle to eller tre forskellige
steder. Særligt for de nicheprægede trykkerier, der er superskarpe
på et afgrænset område, er det en stor fordel at supplere med vores
brede sortiment. Samtidig har meget få trykkerier en fornuftig
e-handelsløsning, simpelthen fordi de ikke har ressourcerne til at
udvikle den, fastslår Anders Grønborg.

Cookie-indstillinger