FRI – Brug udviklingsbistanden på udviklingsbistand
I en forventning om, at antallet af asylansøgere ville vedblive med at være højt, havde regeringen afsat et stort ekstra beløb i 2016 til at dække asyludgifterne. Men antallet af asylansøgere blev langt mindre end forventet og udgifterne tilsvarende færre. Af regeringens forslag til finansloven for 2017 fremgår det, at den ikke ønsker at sende alle de sparede asyludgifter tilbage til udviklingsbistanden.
”I FRI mener vi, at udviklingsbistanden til lande i den tredje verden skal bruges på udviklingsbistand til lande i den tredje verden. Det er bl.a. gennem udviklingsbistand, at der opbygges fysisk infrastruktur, skabes empowerment af befolkningen og arbejdes med løft af god regeringsførelse. Projekter, finansieret af udviklingsbistand, skaber herigennem kompetenceopbygning og løfter de menneskelige ressourcer i modtagerlandene. Det medfører nye private jobs, det fremmer lokalt iværksætteri, og det skaber nye virksomheder i modtagerlandene. Ud over at det er hjælp til selvhjælp for modtagerlandene, medfører dansk udviklingsbistand også, at Danmark får en stærk international forhandlingsposition – og det baner vejen for danske virksomheder, der ønsker at vokse og bidrage til vækst i verdens voksende økonomier,” siger administrerende direktør i FRI, Henrik Garver.
En gennemgang af OECD-reglerne viser, at store dele af udgifterne til flygtninge kan opgøres som udviklingsbistand. Ligeledes kan de udgifter som Flygtningenævnet bruger på sekretariatsbistand tages fra udviklingsbistanden. På denne måde frigør regeringen 400 millioner kroner, som kan gå til andre ting end den mere traditionelle opfattelse af udviklingsbistand.
”Det er med en vis undren, at vi igen i år ser færre penge til egentlig udviklingsbistand. Det er netop igennem gode projekter og kapacitetsopbygning, hvor bl.a. de danske rådgivervirksomheder leverer intelligente tekniske løsninger, rådgivning og design inden for vand og spildevand, naturgenopretning, energi, veje, havne, jernbaner og opbygning af kompetente myndigheder, at vi i fællesskab kan nedbringe antallet af migranter fra den tredje verden,” slutter Henrik Garver.






