Hvem kan få energitilskud?

Dette billede illustrere Hvem kan få energitilskud?

Der er både det, der kaldes Håndværkerfradraget og den tilskudsordning som energiselskaberne tilbyder. Her gennemgår vi ordningerne og de betingelser, der er for at opnå et tilskud samt fortæller hvem, der kan få det.

De to overordnede tilskudsmuligheder

Man kan som sagt få tilskud til energirenoveringer gennem to ordninger:

  • Håndværkerfradraget
  • Energiselskabernes tilskudsordning

Man kan benytte begge tilskudsordninger ved både energibesparende tiltag og energirenovering. Derudover kan man faktisk godt bruge begge ordninger til det samme projekt.

Håndværkerfradraget

Hvis man benytter sig af håndværkerfradraget betyder det, at man kan trække en håndværkers arbejdsløn på op til 12.000 kroner fra om året. Er man to voksne beboere, kan man trække ekstra 12.000 kr. fra og dermed ende med et samlet fradrag på 24.000 kroner. Ønsker man at benytte sig af håndværkerfradraget skal man huske at få håndværkerens arbejdsløn udspecificeret på fakturaen. Man skal selv indberette håndværkerfradraget hos SKAT.

Energiselskabernes tilskudsordning

Den tilskudsordning, der tilbydes af energiselskaberne er en del af den Energispareaftale, som energiselskaberne i 2016 forpligtede sig til at følge. Aftalen går ud på at selskaberne skal mindske energiforbruget hos slutbrugeren. Derfor tilbyder de et tilskud i forbindelse med energibesparende tiltag og projekter. Det gælder både til private slutbrugere og til erhverv.

For at reducere slutbrugernes energiforbrug tilbyder energiselskaberne rådgivning til både erhverv og private. Her vejleder de om de løsninger, der er de bedste for den enkelte slutbruger. Når det energibesparende tiltag er gennemført indberetter energiselskaberne det til Energistyrelsen, hvilket udløser et tilskud.

Når man skal søge om energitilskud hos et energiselskab er det ikke et krav, at man søger hos sit lokale selskab. Der er frit valg mellem hele landets energiselskaber. Det er en rigtig god ide at undersøge, hvad de enkelte selskaber vil give i tilskud, for det kan variere meget. Man skal også være opmærksom på:

  • At arbejdet ikke må være påbegyndt, inden man har fået tilskuddet godkendt
  • Man må kun søge om tilskud hos ét energiselskab
  • Arbejdet skal dokumenteres (via foto) både før påbegyndelse og når det er udført

Hvem er energitilskuddet møntet på?

Energitilskuddet er en meget bred ordning, der henvender sig både til private og til erhverv. Det kan ansøges af:

  • Private slutbrugere
  • Lejeboligforeninger
  • Andelsboligforeninger
  • Erhverv
  • Ejere af fritidshuse (til udvalgte tiltag)
  • Ejere af sommerhuse (til udvalgte tiltag)

Det er især boligejere, som bor i et enfamilieshus, der er opført før 1980, der kan få gavn af tilskudsordningen. Ved en opgørelse fra 2014 drejede det sig om ikke mindre end 870.000 boligejere i Danmark. Ved en evaluering af tilskudsordningen fra 2015 viste det sig dog, at det var virksomhederne, der fik størst nytte af ordningen, fordi de private slutbrugere ikke benyttede sig af ordningen. Forklaringen kan være, at de private boligejer ikke ved at tilskuddet findes og er tilgængeligt for dem.

Sådan søger man om tilskud

Når man skal søge om energitilskud, er det essentielt, at man ikke går i gang med projektet, inden man har fået en såkaldt forhåndsgodkendelse fra energiselskabet. Det betyder også, at man ikke må hverken bestille eller købe materialer, inden godkendelsen er i hus. Man kan ganske enkelt ikke få tilskud, hvis arbejdet er i påbegyndt eller færdigt.  Her lister vi op, hvordan ansøgnings- og udbetalingsprocessen tager sig ud:

  • Man undersøger markedet og vælger et energiselskab, der giver et godt tilskud
  • Man ansøger selskabet om tilskud
  • Tilbud fra leverandører indhentes. Man skal oplyse at man selv sørger for tilskud. Ellers kan leverandørerne risikere også at søge om tilskud
  • Man får en forhåndsgodkendelse
  • Leverandøren kan udføre opgaven
  • Det færdige arbejde anmeldes til energiselskabet og der indsendes dokumentation
  • Vil man ligeledes benytte håndværkerfradraget, skal man indberette det til SKAT via Tast Selv servicen
LÆS også: Dansk Halbyggeri – Spærene rejst til Danmarks nye nationale brydecenter
Hvem kan få energitilskud?'s Firmaprofil
Cookie-indstillinger