Mobilt anlæg knuser direkte på byggepladsen
Dansk Grusgrav Materiel har netop leveret en helt ny mobil knuser af mærket Metso Nordtrack J90 til Stevns Entreprenørservice. Den nye Nordtrack knuser er den første i denne serie i Danmark og skal indgå i virksomhedens maskinpark, hvor den primært skal anvendes til at hjælpe kunder med at knuse byggeaffald på byggepladser overalt på Sjælland. I dag knuser man murbrokker, beton og sten for at kunne genanvende materialerne.
Nordtrack J90 er en såkaldt kæbeknuser, der typisk anvendes til at knuse sten og beton. Materialerne puttes ned i knuseren, hvor det “tygges” af det kæbelignende maskineri, hvorefter det kommer ud i små fragmenter, der kan genanvendes i bygge- og vejindustrien.
“Jeg har været selvstændig entreprenør i 27 år og mærker i dag en stigende efterspørgsel hos mine kunder mht. at få knust byggeaffald. Tidligere betalte vi for at komme af med murbrokker og beton. I dag tjener vi penge på det. Der er nemlig ikke længere tale om affald men om materialer, der kan genanvendes. Det gør, at det bliver særligt interessant for os at leje vores nye, mobile knuser ud, både med og uden fører,” siger Frank Larsen, der er indehaver af Stevns Entreprenørservice.
En knuser som Metso Nordtrack J90 kan typisk knuse 90 procent af alt byggeaffald:
“Vi må jo se i øjnene, at det er et spørgsmål om få år, før vi ikke har råmaterialer til rådighed i samme omfang som i dag. Grusgravene bliver tømt for grus og sten, og det bliver også vanskeligt og dyrt at få fat i andre former for byggemateriel. Derfor tror jeg bestemt ikke, at Nordtrack’en er den sidste mobile knuser, jeg køber til vores virksomhed,” siger Frank Larsen.
Han tilføjer, at mange lande omkring os knuser meget mere, end vi gør i Danmark, “så vi ser kun begyndelsen på en ny trend herhjemme.”
En anden fordel ved den mobile kæbeknuser er, at den ikke larmer så meget som de store impactknusere, som man typisk anvender i branchen. Desuden kan støvgener formindskes i form et monteret vandforstøvningsanlæg. Alt sammen til gavn for nærmiljøet og naboerne, der påvirkes mindst muligt, mens knusningen finder sted. Alt efter typen af byggeaffald vil Metso Nordtrack J90 kunne knuse ca. 217 tons i timen. Ved at knuse på stedet kan der spares CO2, da en del af de genbrugte materialer kan anvendes på stedet. Dermed skal de ikke transporteres væk og nye køres til.
“Vi mærker stigende interesse for disse små, mobile kæbeknusere. Både entreprenører og vognmænd ser fordele ved at tilbyde knusning ude hos deres kunder på byggepladserne. Mange vil helst købe knuseren selv i stedet for at leje. Det er nemt og bekvemt,” siger projektchef Jørgen Valentin Nielsen fra Dansk Grusgrav Materiel, der leverer maskiner, komplette anlæg og service til den danske sten- og grusindustri. Herunder entreprenører, nedbrydningsbranchen, mineralbearbejdning samt beton og asfaltindustrien.






