Inwido overtager to danske vinduesleverandører
Inwido overtager to danske
vinduesleverandører
Inwido, der er Europas største udbyder af vinduer og døre, køber
nu danske JNA Vinduer & Døre samt SPAR Vinduer. Opkøbet er et
strategisk skridt for Inwido-koncernen i kampen om det stigende
internetsalg af vinduer og døre.
Inwido med dansk hovedsæde i Farsø overtager nu JNA Vinduer
& Døre samt SPAR Vinduer. Opkøbet er det seneste af otte opkøb
på knap 10 år og er et strategisk skridt, motiveret af et ønske om
at være repræsenteret på det stigende marked for salg af vinduer og
døre på nettet.
– Vi har set, hvordan de danske forbrugere ikke blot indhenter
produktinformation online, men også i stigende grad ønsker
muligheden for at købe via nettet. Udvidelsen med JNA og SPAR
betyder derfor, at Inwido nu også indbefatter virksomheder, som kan
tilbyde produkter via internetplatformen, forklarer Mads Storgaard
Mehlsen, adm. direktør i Inwido Denmark.
JNA Vinduer & Døre blev etableret i 1990 af Ebbe Nymann
Andersen på Fyn med henblik på produktion og salg af vinduer i
Danmark. I 2006 udvidede Nymann-gruppen med SPAR Vinduer, der blev
etableret som et lavprisalternativ til danske internetkunder. Dette
koncept er sidenhen blevet introduceret i Norge. Den samlede
omsætning for de to virksomheder, som Nymann-familien nu afhænder,
var 155 mio. kr. i 2013.
– JNA og SPAR har et godt tag i det danske marked. De har
formået at tage andele af et prisfølsomt og yderst
konkurrencepræget e-marked, og de bliver et spændende ben for
Inwido, siger Mads Storgaard Mehlsen. Han fortsætter: – Det er
samtidig vigtigt for os at understrege, at JNA og SPAR forbliver en
selvstændig enhed i Inwido, hvor alt er business as usual efter
opkøbet. Hvis virksomhederne virker, er der ingen grund til at
fikse dem, og det kan man roligt sige er tilfældet med JNA og SPAR,
som i flere år har leveret høje vækstrater og gode resultater,
slutter han.
JNA og SPAR vil efter opkøbet indgå som en selvstændig enhed
under Inwido Denmark. Opkøbet afventer en endelig godkendelse fra
Konkurrencestyrelsen.
For yderligere oplysninger kontakt
venligst:
• Mads Storgaard Mehlsen, adm. direktør, Inwido Denmark, tlf.
96 97 97 24, mobil 22 10 03 03, e-mail
mads.storgaardmehlsen@inwido.dk
Om Inwido
Inwido Denmark er en af Danmarks førende vindueskoncerner.
Virksomheden producerer udelukkende i Danmark under navnene KPK
Døre & Vinduer, Outline Vinduer, PRO TEC Vinduer og Frovin
Vinduer og Døre. Sortimentet omfatter produkter i hhv. fyr, træ/alu
og træ/GRP, der anvendes til alt fra store glasfacader over moderne
lavenergihusvinduer til dørløsninger.
Inwido Denmark er en del af det svenskejede Inwido AB, som er
Europas største udbyder af vindues- og dørløsninger med mere end 20
varemærker, 3.100 medarbejdere i otte lande og en omsætning i 2013
på godt 4,6 mia. SEK. Inwido Denmark har hovedsæde i Farsø og
beskæftiger på landsplan 500 medarbejdere fordelt på 4 forskellige
produktionsenheder rundt om i Danmark.






