PRO TEC Vinduer i fremgang
Nye forbedrede produkter, et fast markedsfokus og mildere vinde
i byggebranchen er nogle af årsagerne til, at den hæderskronede
vinduesproducent PRO TEC Vinduer i Holstebro nu for alvor er ved at
genvinde sin tabte styrke. Virksomheden udvikler nogle af Danmarks
mest innovative vindues- og facadeløsninger med en meget stærk
energiprofil, og dette koncept er med succes fastholdt gennem hele
krisen:
– Det er ingen hemmelighed, at vi hos PRO TEC Vinduer har været
igennem nogle udfordrende år. Vores produkter er kendte som nogle
af markedets flotteste og mest holdbare, men da krisen kom, var der
mange, der udelukkende havde fokus på pris og derfor begyndte at
anvende billigere standardvinduer, forklarer produktionsdirektør
Jens Sørensen og fortsætter: – I stedet for at hoppe med på den
vogn har vi fastholdt al vores produktion i Danmark og har stille
og roligt brugt tiden på at optimere. Det gør, at vi i dag har
færre omkostninger, bedre produkter og kan levere til en endnu
skarpere pris.
Og der er meget, der tyder på, at Jens Sørensen har ret. PRO TEC
Vinduer har de seneste måneder haft betydelig fremgang, og
produktionen kører i øjeblikket i det maksimale gear med den
nuværende bemanding. Derfor skal der mandes op, og det har
resulteret i knap 10 nyansættelser de seneste måneder. PRO TEC skal
dog bruge yderligere 15 mand inden sommerferien:
– Vi har i øjeblikket brug for 15 nye folk til vores daghold og
modtager derfor meget gerne uopfordrede henvendelser. Det er
fortrinsvis folk til produktionen, vi skal bruge, og her er det en
klar fordel, hvis ansøgerne har erfaring med at arbejde med træ
eller aluminium, siger Jens Sørensen videre.
Jens Sørensen forudsiger supplerende, at han i 2. halvår skal
fortsætte opmandingen. I praksis kan der blive brug for yderligere
10 mand fra august og september, bemærker han.
PRO TEC Vinduer blev i 2011 en del af Inwido-koncernen, der er
Europas største inden for produktion og salg af vinduer og døre.
Det nye ejerskab har tilført nye kompetencer og ikke mindst
ressourcer, der har givet teknisk, økonomisk og leveringsmæssig
sikkerhed. Derudover har koncernen i PRO TEC-regi netop
overtaget produktserien Xframe fra HansenGroup i Skive.
Produktionsudstyret er netop blevet installeret i Holstebro og er
aktuelt i fuld drift med 12 mand. Xframe er såkaldt GRP-baserede
vinduer produceret af glasfiberarmeret polyester, men PRO TEC
Vinduer oplever dog også markant stigende omsætning inden for
Classic og Classic+, der er træ/alu-baserede vinduer:
– Vi har netop vundet en stor ordre til Island, og generelt kan
vi mærke, at både arkitekter, bygherrer og entreprenører i stigende
grad har fokus på design og kvalitet frem for blot den billigste
pris. Det er en udvikling, som vi håber fortsætter til gavn for PRO
TEC, pointerer salgs- og marketingdirektør Mona Sloth Nielsen.
Direktionen i PRO TEC Vinduer har de seneste år bestået af Mona
Sloth Nielsen og Jens Sørensen, der begge også repræsenterer Inwido
Denmark. Med virkning fra 1. juni 2014 træder de to i baggrunden
til fordel for en ny direktør og ledergruppe, der hentes fra egne
rækker. Ny direktør bliver projektchef Søren Hansen og ny
produktionschef bliver Erik Kappel. Den samlede ledergruppe udgør
nu fire mand, der udover Søren Hansen og Erik Kappel også tæller
produktteknisk chef Henning Smed og salgschef Jesper Hønning.
Inwido Denmark og herunder Mona Sloth Nielsen og Jens Sørensen vil
dog fortsat sidde i bestyrelsen for virksomheden.
Om PRO TEC Vinduer A/S
PRO TEC udvikler og producerer nogle af Danmarks mest innovative
vindues- og facadeløsninger. Vinduer, døre og komplette
facadeløsninger fra PRO TEC er anerkendt for sine slanke, elegante
og nyskabende produktdesigns, der er kombineret med stærk
energiperformance, nye udtryksmuligheder og godt indeklima.
Vi samarbejder med de bedste arkitekter, udviklere og
entreprenører i Danmark og internationalt for at sikre optimale
resultater. Med PRO TEC som partner er du sikret maksimal
fleksibilitet og friheden til at kunne skræddersy løsningen efter
dine behov og krav. PRO TEC hjælper dig hele vejen gennem
byggeprojektet – lige fra den indledende rådgivning og frem til en
komplet Facility Management løsning. PRO TEC har base i Holstebro
og beskæftiger ca. 100 medarbejdere. PRO TEC er en del af
Inwido-koncernen, Europas førende udbyder af døre og vinduer med
3.100 ansatte i 8 lande. PRO TEC har markedets førende
værdiskabende løsninger og services, der kan understøtte dine
byggevisioner.
Læs mere på protecvinduer.dk






