Ny Sigma er en ny generation af regneark
– De sidste 10 år har virkelig lært os, hvad der er brug for, og det er baggrunden for vores nye version af Sigma. Det skal være en løsning, der meget virker som om, man arbejder i Excel, men hvor man samtidig undgår formel- og overbliksfejlene, og hvor man nemt og hurtigt kan integrere med andre programmer. Derfor har vi haft fokus på at få endnu flere ting fra regnearket med, så man har følelsen af at sidde med et Microsoft-program, der decideret er beregnet til kalkulation, forklarer Magnus Therkildsen, der er adm. direktør i Sigma Estimates A/S.
Den ny Sigma understreger, at det danske softwarehus Sigma Estimates A/S – der tidligere hed CodeGroup A/S – stadig er med forrest ift. strømningerne inden for bygge- og anlægsbranchen, hvor langt de fleste af deres kunder befinder sig. En branche, der er præget af hård konkurrence:
– Vi kan mærke, at forståelsen og respekten for kalkulation har flyttet sig meget de senere år. For mange er det blevet forretningsmæssigt kritisk at være rigtig skarp på pris og projektforståelse – før det er for sent. Derfor er det også en kæmpe fornøjelse at præsentere den nye løsning for eksisterende Sigma-brugere – de har jublet over, at der har været fokus på at gøre de eksisterende funktioner og muligheder endnu bedre, fortæller Magnus Therkildsen og uddyber, hvorfor den nye version bliver så godt modtaget:
– Det er gået op for os, at programmet er blevet til næste generation af regnearket. Det er kombinationen af det gamle todimensionelle regneark og databasernes faste struktur, der tilsammen giver en fleksibel og robust løsning, som alle kan finde ud af at bruge.
Opdateringerne vil automatisk blive sendt ud til alle kunder i løbet af den næste tid.
Magnus Therkildsen fortæller, at der samtidig har været fokus på, at brugerne skal have mere ud af det arbejde, de bruger på at kalkulere.
– Der er ingen grund til, at alt det arbejde bare ender med et enkelt tal. Man kan ligeså godt få den vigtige information og viden med ud i byggeprojektet. Der arbejdes jo med aktiviteter, ressourcer, faser og meget andet i Sigma, og i den nye udgave er det endnu nemmere at få disse data vist, som man vil have dem. Der er stor forespørgsel på at integrere de værdifulde data ud i andre software systemer – og det har vi gjort rigtig nemt, siger han og fortsætter:
– Det gode ved den nye Sigma er også, at den passer perfekt ind i fremtidens BIM, altså Building Information Modeling, og VDC – det vil sige Virtual Design and Construction. Sigma er objektorienteret, og det har allerede ført til stærke integrationer med blandt andet CAD og Planlægningssystemer fra for eksempel Autodesk og Microsoft.
Hos Sigma Estimates A/S har man arbejdet på den nye udgave af Sigma i 3 år, men fremadrettet vil der komme nye udgaver 1-2 gange om året som en del af en fremadrettet SaaS-strategi.
Magnus Therkildsen oplyser samtidig, at Sigma Estimates er ved at etablere sig på markeder uden for Danmark, fordi behovet for et nemt og pålideligt kalkulationsværktøj er ligeså stort internationalt som herhjemme.






