Danskerne vil gerne betale for vindmøller og grøn kraftvarme

Dette billede illustrere Danskerne vil gerne betale for vindmøller og grøn kraftvarme

Et flertal af danskerne vil gerne betale mere, end det i dag
koster at skifte kul ud med biomasse og vindkraft og dermed bane
vejen mod, at elproduktionen bliver tæt på 80 procent grøn i 2020.
Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har
lavet for Dansk Energi. Den undersøgelse bliver præsenteret i dag
på Dansk Energis årsmøde, Energiens Topmøde 2014, der samler over
700 deltagere under overskriften “Ny Energi – Nye Muligheder”.

– Danskerne bakker tydeligvis op om den grønne danske
energipolitik. Det bør give ro hos politikerne. Energiforliget, der
har 95 procent af Folketingets opbakning, hviler på et solidt og
betalingsvilligt, folkeligt fundament. Det bør få den politiske
usikkerhed om de milliardstore investeringer til at forstumme,
siger Lars Aagaard.

Danskerne betaler til den grønne omstilling og forskning i
vedvarende energi over den post på elregningen, der hedder PSO
(Public Service Obligations). Den udgør otte procent af en
gennemsnitlig husstands elregning, hvilket svarer til 750-900
kroner.

53 procent af danskerne melder sig klar til at betale mere end
10 procent af elregningen til den grønne omstilling, og er dermed
noget mere betalingsvillige end tyskerne, hvor kun hver tredje er
klar til at betale mere end 10 procent af elregningen.

– Danskerne har en realistisk forestilling om prisen på den
grønne omstilling. Og de er faktisk klar til at betale mere. De vil
gerne investere mere i det, der er en prisdygtig omstilling af det
danske energisystem. Vi har halveret elproduktionens CO2-udledning
med blandt andet landvind og biomasse, der begge er prisdygtige
veje til CO2-besparelser, siger Lars Aagaard. 

– Vi håber, at der bliver lyttet til danskerne, for deres
opbakning baner også vejen for nye muligheder. Vi ved, at vores
position som foregangsland kaster jobs og eksportmuligheder af sig.
Vi ved også, at vi skal gøre noget ved den rekordhøje elbeskatning,
så vi kan sikre, at danskerne kan erstatte olie og gas med den
grønne el, siger Lars Aagaard.

57 øre af hver eneste krone, som ruller hen over en almindelig
dansk husstands elregning, går direkte i statskassen og betaler for
velfærd som hospitaler, skoler, plejehjem mm. Dermed har Danmark
europarekord i elbeskatning. I YouGov-undersøgelsen giver danskerne
tydeligt udtryk for, at de mener, skattetrykket er for højt. Ni ud
af 10 danskere mener, at det bør være under 30 procent af
elregningen, der går til statskassen.

Cookie-indstillinger