Håndværkere på skolebænken styrker forretningen
Rundt om på landets byggepladser vinder efteruddannelse og
kompetenceudvikling i stigende grad indpas blandt håndværkerne. Det
skyldes ikke mindst udviklingen inden for nye byggematerialer og
løsninger, som kræver specialiseret faglig viden og samtidig åbner
op for nye forretningsmuligheder for håndværkeren.
Efteruddannelse giver flere opgaver
– I dag er det vigtigt for forretningen, at du hele tiden holder
dig fagligt opdateret og konstant videreudvikler din
håndværksmæssige kunnen. De løsninger, som var de mest optimale for
tyve år siden, er det måske længere ikke. Derfor er det vigtigt, at
du hele tiden kan føje nye værktøjer til din faglige værktøjskasse,
forklarer murermester Allan Vester fra Aarhus, som for nylig har
certificeret sig til isoleringsspecialist efter et kursusforløb om
efterisolering med Ytong Multipor-plader fra producenten
Xella.
– Som isoleringsspecialist kan jeg nu som murer byde ind på
opgaver, der tidligere lå inden for tømrernes felt, f.eks.
indvendig efterisolering af kolde og fugtige kældervægge, hvor man
traditionelt ville hyre en tømrer til at opføre forsatsvægge med
isoleringsmateriale beklædt med gipsplader. Det er der helt bestemt
en stor fremtid for os i at kunne tilbyde et alternativ til,
påpeger Allan Vester.
Efterisoleringskurser i høj kurs
Xellas kursusforløb om efterisolering med Ytong Multipor-pladerne
blev lanceret på en landsdækkende byggemarkedsturné i efteråret
2013, og interessen især blandt murerne for at lære at arbejde med
de uorganiske og kapillarvirkende isoleringsplader har indtil
videre været helt enorm, fortæller direktør Niels Jørgen Pallesen
fra Xella:
– Der er en overvældende interesse for isolering i øjeblikket,
og det er en af hovedårsagerne til, at vi har lanceret
kursusforløbet. Med certificeringen som isoleringsspecialist får
mureren nu også mulighed for at ride med på den
efterisoleringsbølge, der er i Danmark lige nu, og som også i de
kommende år vil kaste masser af arbejde af sig ikke kun for
håndværkere og entreprenører, men også for arkitekter og rådgivere,
pointerer han.






