Fuldt hus til morgenseminar om energirenovering på toppen af Dansk Byggeri
Der var ikke en tom stol tilbage i konferencesalen, da Building
Green i formiddags bød de mange tilmeldte arkitekter og rådgivere
velkommen til morgenseminar om energirenovering på toppen af Dansk
Byggeri med solrig panoramaudsigt over det centrale København.
– Mængden af tilmeldinger har været helt overvældende, og det
har været fantastisk spændende at opleve både oplæggene fra
talerne, men også den efterfølgende debat om energirenovering og de
udfordringer og muligheder, som arkitekterne står med.
Energirenovering er et højaktuelt emne, som kommer til at fylde
meget i den kommende tid, bl.a. også på messen d. 29.-30. oktober,
udtaler senior projektleder Mette Grydehøj Post fra Building
Green.
Helhedsløsninger skaber
fremtidsperspektiv
Morgenseminarets hovedtaler var Signe Kongebro, der er partner i
Henning Larsen Architects og leder af tegnestuens
bæredygtighedsafdeling. Hun forklarede bl.a. om de principper, som
Henning Larsen Architects skal renovere den historiske
Bellahøj-bebyggelse i København efter:
– Det handler om at bevæge sig fra et snævert energifokus til
helhedsorienterede løsninger, hvor energirenovering er én dimension
blandt flere. Sundhed, komfort, økonomi, arkitektonisk kvalitet og
sociale og mentale faktorer er ligeså vigtige at inddrage, så vi
kan bruge energirenoveringen til at skabe noget, der peger
fremad.
Bygherrernes økonomiske virkelighed
Ud over Signe Kongebro deltog Bygherreforeningens projektchef
Graves Simonsen med et oplæg om de økonomiske vilkår, som møder
bygherrerne i forhold til energirenovering:
– Det afgørende er, at der skabes de rette incitamenter og bl.a.
bliver klarhed over, hvordan man kan give sikkerhed for
investeringerne. Blandt de værktøjer, som kan bruges, er ikke kun
totaløkonomiske betragtninger, men også inddragelse af perspektiver
såsom værdiskabelse i bred forstand, bæredygtighed og arkitektonisk
kvalitet, lød det fra Graves Simonsen.
Effektive og bæredygtige byggematerialer
Morgenseminarets tredje oplægsholder var adm. direktør
Niels-Jørgen Pallesen fra producenten Xella, som bl.a. har udviklet
den Cradle-to-Cradle- og Nature Plus-certificerede byggeblok Ytong
Energy+ og Ytong Multipor-pladen, der i stigende grad anvendes til
ind- og udvendig efterisolering herhjemme. Xella er desuden blandt
de mange udstillere på Building Green-messen til oktober.
– Vi tror i høj grad på, at der er en stor fremtid i at
producere effektive og bæredygtige produkter, som kan være med til
ikke kun at nedsætte energiforbruget, men også forbedre byggeriets
miljømæssige fodaftryk. Et produkt som f.eks. Multipor laves på
basis af rene uorganiske naturmaterialer som kalk, sand og vand,
hvilket medfører store indeklimamæssige fordele, fordi
Multipor-pladerne giver diffusionsåbne isoleringsløsninger uden
risiko for fugtproblemer og skimmel, forklarede Niels-Jørgen
Pallesen.
Brugeradfærd er også en faktor
Som ordstyrer på morgenseminaret indledte arkitekt maa Charlie
Steenberg, der bl.a. underviser på Det Kgl. Danske Kunstakademis
Arkitektskole, med at pointere de dilemmaer, som ofte møder
arkitekterne ved energirenoveringer:
– Ofte spiller den tekniske og den historiske viden ikke
optimalt sammen, ligesom f.eks. brugernes adfærd, når renoveringen
er slut, negligeres. Men energirenovering er en transformation af
vores fælles kulturarv, som nogle gange også kræver skabelsen af en
ny kultur omkring vores bygninger. Det nytter f.eks. ikke at opføre
et flot passivhus, hvis der efterfølgende parkeres to benzinslugere
i garagen, påpegede Charlie Steenberg.






