Nyhed på FoodTech messen: FoodTech Challenge

Dette billede illustrere Nyhed på FoodTech messen: FoodTech Challenge

FoodTech Challenge er en åben innovationskonkurrence, der
gennemføres som en tre-dages workshop under FoodTech ’14.
Deltagerne er særligt udvalgte studerende, som i fem forskellige
teams skal arbejde med konkrete cases gennem en styret proces.

Formålet med FoodTech Challenge er at bringe erhvervsliv og
vidensmiljøer sammen på en ny måde, at vise eksempler på koncept-
og produktudvikling og at sætte dette ind i en forretningsmæssig
sammenhæng efter en ny model udviklet af Aarhus Universitet.
Samtidig inddrages messens udstillere, da de studerende har
mulighed for at opsøge dem og trække på relevante kompetencer og
netværk.

Store udfordringer for de studerende
De studerende rekrutteres af rekrutteringsfirmaet foodjob.dk
gennem en særlig udvælgelsesproces, som sikrer, at de fem teams
sammensættes med kompetencer, som modsvarer de stillede opgaver.
Innovationskonkurrencen er således også et udtryk for, at de danske
universiteter formår at samarbejde på tværs.
Foreløbig er tre af de fem cases på plads, og det er tunge,
veletablerede virksomheder, som hver især er førende inden for
deres område på det globale marked, der stiller ressourcer, viden
og netværk til rådighed. Virksomhederne bag de tre cases er:
– Arla Foods, som vil skabe en global portefølje af sunde
mælkeprodukter og dette giver udfordringer inden for både
udvikling, produktion/logistik og markedsføring, når fokus er på de
fjerne markeder.
– Barry Callebaut, som sætter fokus på produktudvikling,
produktion og markedsføring tilpasset det skandinaviske
marked.
– DuPont Nutrition Bioscienses Aps med fokus på intelligent
anvendelse af ingredienser til at øge mængden og tilgængeligheden
af bæredygtige fødevarer på globalt plan.

Damstahl som hovedsponsor
– Med FoodTech Challenge bakker FoodTech op om en af de
anbefalinger, som Vækstteam for Fødevarer fremhævede i sin rapport
sidste år. Her blev behovet for en vækstorienteret
fødevareforskning og -udvikling netop fremhævet, udtaler
projektleder Klaus Erichsen, MCH og fortsætter:

– Vi og vores samarbejdspartnere er glade for den positive
modtagelse og opbakning, som initiativet har fået fra branchen. Og
vi er meget taknemmelige for, at Danmarks førende leverandør af
rustfrit stål, Damstahl, har valgt at blive hovedsponsor.

 – Vi har valgt at støtte FoodTech Challenge, fordi
initiativet sætter fokus på behovet for et tættere samarbejde
mellem fødevareindustrien og forsknings- og
uddannelsesinstitutionerne og således bidrager til at fastholde
viden og kompetencer – og dermed arbejdspladser – i Danmark.
Samtidig falder intentionerne med FoodTech Challenge rigtig godt i
tråd med de værdier, vores virksomhed hviler på, udtaler CEO Mikael
Sthaalros, Damstahl.

Fakta: FoodTech er Nordeuropas største fagmesse for
fødevareteknologi med et udstillingsareal på 36.000 m2. Messen
omfatter bl.a. verdens største mejeriudstilling, International Food
Contest, og en lang række events bl.a. i form af konferencer og
seminarer. Læs mere på foodtech.dk
———————————————————————————————————————————–
Yderligere oplysninger: Projektleder Klaus Erichsen, MCH, tlf. +
45 9926 9926, mail: ke@mch.dk og Mads Kinch Clemmensen, foodjob.dk,
tlf. +45 2912 6119, mail: mkc@foodjob.dk

Cookie-indstillinger