Solcellefirma fik fornem pris for banebrydende lampe

Dette billede illustrere Solcellefirma fik fornem pris for banebrydende lampe

Det var en glad og stolt direktør fra Alfred Priess A/S i
nordvestjyske Vinderup der onsdag modtog Arbejdsgivernes miljø-
& energipris på Christiansborg i forbindelse med den
energipolitiske åbningsdebat.

“Det er naturligvis ærefuldt at noget, vi er optaget af at
producere og optimere vækker så megen opmærksomhed ,” sagde
direktøren Ole Bjerre Christiansen. 

Solcellelampen Touché blev i 2008 udviklet i tæt samarbejde
mellem arkitekten og designeren, Bjarne Shcläger og virksomheden
Alfred Priess ved Vinderup. Resultatet præsenterede de på verdens
største belysningsudstilling Light and Building i Frankfurt, der
holdes hvert andet år. Året efter fik solcellelampen hele verdens
opmærksomhed, da det lykkedes at få solgt 19 Touché-lamper til
Bella Center til klimakonferencen COP 15. 

“Det der navnlig vakte opmærksomhed er, at Touché-lampen slet
ikke ligner det den er – en solcellelampe. Solcellerne er anbragt
vertikalt og er integreret i lysmasten. Det gør den betydelig
mindre følsom over for støv og skidt end en traditionel,
skråtstillet solcelle. Vi vinder på at have et godt design og en
gennemprøvet teknologi,” fortæller Ole Bjerre Christiansen.

Den var dog udstillingen Ved Light and Building i Frankfurt, der
for gjorde den helt store forskel, da de her fik kontakt med Golden
Falcon i De Forende Arabiske Emirater og derefter foden inden for i
Masdar City i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad Abu Dhabi –
det uden tvivl mest prestigefyldte grønne byudviklingsprojekt i
verden. 

Ørkenbydelen, der stadig er under opførelse, skal være 100
procent C02-neutral og hvile i sig selv, hvad angår vand,
energiforsyning og affaldsbortskaffelse. Den skal også være fri for
privatbiler, og al offentlig transport skal foregå med køretøjer,
der er drevet af solenergi. Det samme gælder for belysningen, der
skal ske ved hjælp af vedvarende energi, og her kommer
solcellemasterne fra danske Alfred Priess, som har fået eneret på
vejbelysningen.

“Det betyder, at når Masdar City udvides med en ny vej, skal de
bestille lysmasterne her i Vinderup. I øjeblikket er vi således i
gang med at producere 131, der skal leveres i november,” fortæller
direktøren. 

Virker året rundt
Men Alfred Priess har udbygget sit distributørnetværk mange andre
steder i verden. Foruden i Mellemøsten sælges lamperne i en stor
del af Europa og blandt andet i Sydkorea. Også herhjemme er der
godt salg i solcellelamperne. Viborg Kommune har eksempelvis for
nylig forsynet strækningen mellem Møldrup og Skals på cykel- og
vandrestien Himmerlandsstien med solcellelamper.

Men hvordan rimer solcellelamper med en kold og mørk januardag
med behov for masser af lys?

“Udmærket,” svarer Ole Bjerre Christiansen. Siden de startede i
2009 er solcellerne blevet langt mere effektive. Den procentdel af
solens energi, der omdannes til strøm og lagres, er blevet langt
større. Batteriteknologien er blevet bedre og ikke mindst er
lyskildeteknologien med LED-lamper blevet markant bedre. 

“Selv om januar i år blev den mest solfattige i mere end 20 år,
havde vi kun ganske få udfald, hvilket også hænger sammen med, at
vi i vore dage kan styre belysningen med bevægelsessensorer. Er der
ingen på strækningen skruer belysningen ned. Kommer der nogen,
skruer den op igen af sig selv,” fortæller direktøren.

Cookie-indstillinger