Sådan skal det gøres

Dette billede illustrere Sådan skal det gøres

Gennem de sidste ti år har Danmark mistet rigtig mange
arbejdspladser indenfor industrien og landets produktion er faldet.
Nogle virksomheder er bukket under i den globale konkurrence. Men
det største problem er, at politikerne har haft en forestilling om,
at vi alene kunne leve af gode ideer, innovation og viden. Og så
ubekymret den anden vej, mens vi tabte industriarbejdspladserne til
udlandet.

Man glemte produktionens betydning for vækst og velstand. Man
glemte, at produktionen i sig selv har en selvforstærkende kraft.
At den både skaber innovation og ny produktion. Det er nemlig ud af
den produktionsmæssige faglighed, såsom viden om teknik og
materialer, at de gode ideer opstår.

Det kræver forskellige politiske indsatser at vinde det tabte
terræn tilbage. Men vi skal som minimum sørge for, at industrien
har den fornødne arbejdskraft. Det har den ikke i dag, hvor flere
industrivirksomheder oplever, at de ikke kan overholde
produktionstider på grund af mangel på arbejdskraft. Derudover er
det en kedelig kendsgerning, at vi kommer til at mangle 30.000
håndværkere om bare seks år. Derfor må vi sikre, at flere unge
kommer til at kende erhvervsuddannelsernes mange muligheder.

Der må ikke være nogen unge i Danmark, der ikke ved, at man med
en erhvervsuddannelse har rigtig gode udsigter til beskæftigelse,
særdeles gode muligheder for at starte som selvstændig og ikke
mindst, at man også her kan læse videre, eksempelvis til ingeniør.
Desværre kæmper vi mod forældede forestillinger og fordomme. Derfor
må nye initiativer tages i brug.

I Hedensted Kommune har de fået en virkelig god ide. Her har 625
elever fra alle kommunens 7. klasser været involveret i projektet
HOP-IN. Et projekt med det formål at give eleverne en forsmag på
det erhvervsliv, der venter dem. Her sættes klasserne sammen med en
lokal virksomhed og skal skabe et produkt. De unge får på den måde
indblik i en rigtig arbejdsdag indenfor produktionserhvervene. De
lokale virksomheder gør det realistisk og virkelighedsnært, og hele
ugen foregår i rigtige produktionslokaler på en tidligere
fabrik.

Jeg var selv tilstede i går og var både stolt og benovet over at
se, hvor godt de unge tog imod det. Med projektet HOP-IN tages der
et fælles ansvar for at elever, lærere og forældre får et større
kendskab til uddannelse og arbejde indenfor produktionserhvervene.
Det handler om bevarelse af arbejdspladser i Danmark. Derfor skal
der lyde en stor ros til Hedensted Kommune. I Arbejdsgiverne håber
vi på, at resten af landet snart kommer med på vognen og starter
lignende projekter.

Cookie-indstillinger