Driftsikkerhed er alfa og omega

Dette billede illustrere Driftsikkerhed er alfa og omega

Når sukkerroerne høstes i midten af september, begynder
højsæsonen for over 170 medarbejdere på Nordic Sugars
fabriksdomicil i Nakskov. Nordic Sugar, der står bag varemærket
Dansukker, er med en årlig produktion på 1 mio. tons sukker nordens
største producent af hvidt sukker, og på fabrikken i Nakskov
fremstilles en stor del af den sukker, der sælges til
fødevareindustrien. I løbet af kampagneperioden, som den fire
måneder korte produktionssæson kaldes, modtager fabrikken tæt på
1,4 mio. tons sukkerroer, hvoraf der hver dag forarbejdes op mod
12.500 tons.

Den enorme mængde roer, der dagligt skal igennem maskinerne,
kombineret med den intense produktionsperiode betyder, at alt
udstyr skal klappe og være klart, når kampagnen står på. Der er
ikke råd til stop eller uventede pauser i produktionen:

– En produktionsvirksomhed som vores må aldrig stå stille i
højsæsonen. Vores maskin- og motorinstallationer er dem, der får
bånd, snegle og ventilatorer til at køre rundt, og hvis der opstår
fejl, kan det omgående mærkes på produktionen og dermed på
bundlinjen, forklarer Christian Storm, vedligeholdelseschef i
Nordic Sugar Nakskov.

På besøg hos industrivirksomheder
Aldrende installationer på fabrikken i Nakskov har dog betydet, at
man ikke længere kunne overholde minimumskravene for fejl, og for
at komme tilbage til et stabilt niveau indgik Nordic Sugar først på
året en aftale med Intego, der er specialist inden for el-tekniske
løsninger til industrien. Op til samarbejdets start var Nordic
Sugar på referencebesøg hos to af Integos industrikunder, Tulip i
Svenstrup og Danpo i Aars, hvor Intego har opgraderet den
el-tekniske del samt været med til at forbedre driftsikkerheden. Og
det satte for alvor tankerne i gang hos Nordic Sugar og
vedligeholdelseschef Christian Storm:

– På de to virksomhedsbesøg så vi, hvordan en industrivirksomhed
også kan se ud, når det kommer til el-tekniske løsninger, og vi
blev klogere på, hvor meget det egentlig betyder, at el-driften
ikke bare fungerer, men at den fungerer optimalt.

Gamle installationer har fået et løft
Med afsæt i resultaterne fra andre industrivirksomheder påbegyndte
Intego i marts måned et gennemgribende installationseftersyn på
fabrikken i Nakskov. Gennemgangen viste, at el-installationerne
trængte til opdatering:

– Vi har opdateret installationerne, så de lever op til de
gældende myndighedskrav. Det er både vigtigt for driften og for
sikkerheden. Derudover har vi foretaget en grundig dokumentation af
alle installationer, og det har resulteret i en række udbedringer
af det el-tekniske system, fortæller Bjarke Helmar Jensen,
afdelingsleder ved Intego i Odense.

Produktionen og driften heraf står nu sin første rigtige test
under den igangværende kampagne, og ifølge Christian Storm har man
allerede mærket forbedringer:

– Dokumentationen af installationerne gør, at vi nemmere og
hurtigere kan finde frem til, hvordan en eventuel fejl skal løses,
og så er fejlfinding nu ikke længere afhængig af én medarbejder.
Det har minimeret fejlpotentialerne for vores drift og dermed
optimeret driftsikkerheden.

Han fremhæver desuden Integos kendskab til industrien og et
bredt kompetencefelt som afgørende faktorer for de fremskridt, der
er sket i produktionen på det el-tekniske område indtil
nu: 

– Integos erfaring inden for industrien har været afgørende, da
de kender myndighedskrav og kravene til hygiejne og sikkerhed samt
kender maskinerne og det udstyr, der bruges. Derudover varetager de
hele paletten inden for el-tekniske løsninger lige fra
installationer, motorreparation og automation til generel
industriinstallation, hvilket alt sammen er med til at sikre, at vi
får den optimale faglighed og sparring og ender ud med de mest
optimale løsninger.

Forventer høj stabilitet
Hos Nordic Sugar i Nakskov forventer Christian Storm, at de
positive resultater vil fortsætte, og at man under
produktionsperioderne, både den nuværende og fremtidige, kun vil
opleve et minimum af fejl:

– Vi forventer, at det hele kører så godt som fejlfrit, så vi
undgår stop og dermed kan holde det planlagte niveau for vores
produktion.

Intego afsluttede første del af installationseftersynet i juni
måned, og anden del er allerede påbegyndt. Nordic Sugar og Intego
forventer at fortsætte samarbejdet omkring andre el-projekter på
fabrikken i Nakskov.

Cookie-indstillinger