IEA: Europa går i sort med lav elpris
Sådan lyder en af konklusionerne i rapporten World Energy
Outlook 2014, som bliver præsenteret i dag i København af Fatih
Birol, cheføkonom i Det Internationale Energiagentur,
IEA.
IEA vurderer, at Europa inden 2025 sender, hvad der svarer til
300 kraftværker på pension. For at holde lyset tændt og
forsyningssikkerheden skal noget over 200 nye kraftværker
etableres, da strømmen fra solceller og vindmølleparker ikke kan
lagres.
Uanset, at IEA ser kraftværkerne som nødvendig rygrad i
elsystemet, vurderer IEA, at den nuværende elmarkedspris ligger ca.
20 euro for lavt pr. MWh til at drive investeringer i ny pålidelig
elproduktionskapacitet. Derfor mener energiagenturet, at
kraftværkerne skal belønnes for at sikre strøm i kontakten på
vindstille og mørke dage.
– Med danske øjne ser vi et tosidet budskab fra IEA. Det ene er,
at der i de næste 11 år skal investeres 605 mia. dollars i
vedvarende energi i Europa, yderligere mange milliarder i
energieffektivitet, samt over 450 mia. dollars i elnettet. Det
tegner konturerne af et gigantisk marked for klimavenlig teknologi,
hvilket er en klar dansk styrkeposition, siger Anders Stouge,
vicedirektør i Dansk Energi og fortsætter:
– Men IEA ser også en udfordring, når overskud af strøm fra
solceller og vindkraft presser markedsprisen på el ned så meget af
tiden, at nye investeringer i kraftværker ikke giver mening. Den
udfordring har vi helt inde på livet i Danmark, hvor vi har udfaset
mere end en tredjedel af vores store kraftværker de sidste seks år.
Det er en europæisk udfordring, så vi kan ikke hænge vores hat på
udlandet, når vi skal garantere danskerne el på vindstille dage.
Det kræver politisk stillingtagen her i Danmark, siger Anders
Stouge.
I rapporten skriver IEA, at de lave europæiske elmarkedspriser
betyder, at investeringerne i kraftværkskapacitet, “kan vise sige
at være udfordrende uden forandringer i markedsdesign, inklusiv at
belønne svagt udnyttet kapacitet for at bidrage til pålideligheden
og tilstrækkeligheden af systemet”. Disse typer mekanismer kan også
blive relevante i Danmark.
IEA konstaterer i rapporten, at der vil ske en udvikling i det
globale elforbrug. El er den energiform, der vokser hurtigst. Det
gælder i udpræget grad herhjemme og i Europa, og derfor skal der
investeres massivt i både elproduktion og distribution. Det stiller
nye krav til energipolitikken, da det bliver nødvendigt at skabe
maksimal værdi af den grønnere strøm – især i et land som Danmark
med massiv vindproduktion.
– IEA forventer, at el fylder mere i de kommende års europæiske
energimiks i takt med, at vi får solceller, vandkraft – og for
Danmark især – vindmøller. For at det økonomisk giver optimal
mening, så skal vi skabe større værdi af strømmen. Derfor mener vi,
at en grøn energipolitik ikke længere kun skal måles på mængden af
vedvarende energi, men lige så meget vores evne til at sætte grøn
strøm til langt mere eksempelvis elbiler og varmepumper,
konstaterer Anders Stouge.






