Agrifarm nomineret til iværksætterpris
Der er fuld fart over feltet hos iværksættervirksomheden
Agrifarm, som arbejder med udvikling og salg af miljøvenlige
staldkoncepter til køer og grise.
I efteråret 2013 opkøbte Hans Jørgen Pedersen, adm. direktør og
partner, og Erling Friis Pedersen, udviklingsdirektør og partner,
aktiviteterne i MT Højgaards agri-divison. Herefter flyttede de ind
i et udviklingskontor i Agro Business Park i Tjele, hvor de nu
viderefører staldkoncepterne samt en række af virksomhedens
prisvindende miljøteknologier under navnet Agrifarm.
Nyt produkt færdigudviklet
Agrifarms produktnyhed: “Agri Air Clean – Effektiv emissions
reduktion”, som er trestjernet Europa nyhed på Agromek 2014, er et
luftfilter, der via en kemisk renseproces fjerner forurenende
gasser som fx ammoniak og svovlbrinte fra kvæg og svinelandbrug fra
stalden. I kombination med virksomhedens staldkoncept Intellifarm,
kan man med den nye renseteknologi via et gulvudsug opsamle en
emission mængde, som det ikke har været muligt at opsamle
tidligere.
Agrifarm har opført en 250 m3 stor kanal ved en kvægstald i
Vestjylland, hvor de har udviklet og dokumenteret den nye
renseteknologi.
Agrifarm fortæller om den nye, avancerede renseteknologi til
stalde på stand L 9270 på dette års Agromek i Messecenter Herning,
som foregår i dagene fra den 25.-28. november 2014.
Iværksætterprisen 2014
Udover at være til stede på Agromek 2014, er Agrifarm nomineret
til Iværksætterprisen 2014, som kåres den 25. november i Tinghallen
i Viborg. Vinderen skal findes blandt tre nominerede virksomheder,
som alle hører under Viborg kommune, og som har udvist et særligt
engagement og initiativ i området.
Hans Jørgen Pedersen, adm. direktør og partner i Agrifarm
udtrykker stor glæde over at være nomineret til årets
iværksætterpris: – Vi er meget stolte af, at være nominerede til
Iværksætterprisen 2014. Det har været en spændende rejse at starte
Agrifarm op og innovationsmiljøet i Agro Business Park har været en
rigtig god hjælp til at skabe rammerne til at få vores koncepter og
teknologier udbredt på markedet.
Fakta om Iværksætterprisen
I fundatsen for Iværksætterprisen står der at: “Iværksætterprisen
tildeles en eller flere personer, som har etableret eller overtaget
en virksomhed i Viborg kommune inden for de seneste tre kalenderår,
og i den forbindelse har udvist et bemærkelsesværdigt engagement og
initiativ i området”.
Fakta om nyheder på Agromek
En to- eller trestjernet Agromek nyhed betyder, at der er tale om
et produkt, som er nyt på markedet, mens én stjerne illustrerer, at
nyheden er ny for udstilleren, men at der findes tilsvarende
produkter på markedet. Trestjernede nyheder indeholder desuden
oplysning om, om nyheden er ny i Europa, eller om det kun gælder
for Danmark.
Det er fjerde gang, at Agrifarm præsenterer en trestjernet
Europa nyhed på Agromek. I 2009 og 2012 vandt flere af Agrifarms
miljøteknologier Agromek-prisen i hver sin kategori. Virksomheden
har desuden fået overrakt EUs Miljøpris i 2011-2012.
Fakta om Agro Business Park
Agro Business Park er en forskerpark med et skarpt fokus på
iværksætteri og innovation inden for jordbrug, fødevarer, biomasse
og miljøteknologi. Forskerparken er beliggende i Tjele med Aarhus
Universitet som nærmeste nabo.
Yderligere information
Hans Jørgen Pedersen, Adm. direktør, Agrifarm, 8999 2567,
hjp@agrifarm.dk






