118 tons transformator flyttes fra Mårslet til Malling
Der er gået 20 år, siden udflytningen af elstationer fra byerne
for alvor tog fart – samtidig med flytningen af elkabler fra luft
til jord. En af de få tilbageværende store transformerstationer i
Aarhusområdet forsvinder nu fra Obstrupvej i Mårslet. Flytningen
var egentlig planlagt til 2020, men er fremskyndet af hensyn til
byens udvikling. Det lokale energiselskab, AURA, har solgt arealet
til et lokalt konsortium, som har udstykket grunde på området.
– Der er mange gode grunde til at flytte elforsyningsanlæg ud
fra byerne. Stationerne kræver meget plads og er dyre at
vedligeholde, men er bestemt ikke pæne at kigge på. Den ekstra
plads på landlige elstationer giver desuden mulighed for større
afstand mellem komponenterne. Dermed er det lettere at isolere
tekniske problemer, og antallet af berørte forbrugere bliver typisk
mindre, forklarer Bjørn Junge, der er teknisk direktør i AURA
Energi.
Den tre gange syv meter store transformer med en dødvægt på 118
tons ejes af Energinet.dk, som også varetager selve flytningen. Til
formålet sammensættes en kæmpestor mobilkran. Kranen opstilles i
Mårslet, løfter transformatoren op og placerer den på en blokvogn.
Herefter køres stationen til sin nye placering på Tisetvej i
Malling, hvor kranen atter opstilles for at flytte transformeren på
plads.
– Faktisk tager processen med at flytte anlægget mellem
fundament og blokvogn kun et kvarters tid. Til gengæld går der nemt
et par timer med at opstille og klargøre kranen – og lige så lang
tid med at tage den ned igen, fortæller projektleder John Peter
Andersen fra Energinet.dk. Selskabet fjerner efterfølgende
luftledningen og de 14 master på den 3,8 km lange strækning mellem
Malling og Mårslet – som del af dets plan for at nedtage alle 132
og 150 kilovolt luftledninger og erstatte dem med kabler på de
fleste strækninger.
I Malling placeres transformatoren på den eksisterende
transformerstation, som indgår i det overordnede, landsdækkende
eltransmissionsnet, og som forudgående er blevet opgraderet til
også at huse komponenterne fra Mårslet. Den fysiske flytning er
kulminationen på en omfattende forberedelsesproces, der også
indbefatter at koble strømmen uden om den udfasede station og bygge
nye fundamenter til komponenterne i Malling.
Selve flytningen er i sidste ende nødvendiggjort af Aarhus’
vækst, der er foregået med større tempo, end nogen havde turdet
gætte på. – Aarhus har bredt sig sydpå meget hurtigere, end
planlæggerne havde forventet. Oprindeligt var det faktisk tanken at
placere Mårsletstationen i Slet, men den idé blev overhalet af
udviklingen, som nu også har overhalet placeringen i Mårslet,
udtaler Klaus Hansen, afgående direktør for AURA Energi, der
allerede for syv år siden igangsatte forberedelserne til
flytningen. – Processen måtte afvente den nye lokalplan for
området. Efter lokalplanen blev vedtaget sidste sommer, kunne vi
for alvor sætte tempo på projektet, fortæller han.
AURA Energi er et kundeejet elselskab med 290 medarbejdere,
110.000 forbrugere og en omsætning på en milliard. Selskabet har
forsyningspligt i et område afgrænset af Horsens Fjord i syd, Ry i
vest samt Hammel og Hinnerup i Nord. Derudover tilbyder AURA Energi
elinstallation, energirådgivning og fibernet samt sælger hårde
hvidevarer, elartikler og belysning. aura.dk






