Det er jo bare et håndværk
I radioavisen kunne man den anden dag høre, at 331.810 danskere
kan få et svendebrev på stort set ingen tid. Her hed det sig, at
det er lettere at få et svendebrev end man tror, og at man kan
blive faglært med et mindre kursus, hvis man allerede har erfaring
fra et beslægtet arbejde i en håndværks eller
industrivirksomhed.
Baggrunden er, at analysebureauet New Insight har lavet en
undersøgelse for landsorganisationen LO, der viser, at otte ud af
ti faglærte kan blive opkvalificeret til at være faglærte på under
et år og endda i visse tilfælde med kun et seksugers kursus. Her
mener man, at ufaglærte kan råde over en masse kompetencer, som de
bare mangler at få papir på.
Grundtanken er udemærket. Industrien mangler arbejdskraft og der
er gode perspektiver i at videreuddanne dem, man allerede har. Og
selvfølgelig kan man skære af længden på uddannelsen, når en
ufaglært i en årrække har haft et beslægtet arbejde. Men her har
det gennem mange år været praksis, at man skar maksimalt halvandet
år af uddannelsen, så man blev færdig på to et halvt år. At tale om
at give folk et svendebrev efter kun et års uddannelse er
urealistisk. Og at tale om at give dem et svendebrev efter seks
uger er direkte uansvarligt.
I Arbejdsgiverne mener vi, at forslaget stikker folk blår i
øjnene. De bliver slemt overrasket, når de stilles overfor de krav,
der er til faglærte i dag. Mange af landets nuværende
industriarbejdspladser har kun overlevet, fordi de fremstiller
noget, som er kompliceret og højt specialiseret. Var det simpelt og
enkelt var det for længst blevet udkonkurreret af billig
arbejdskraft i udlandet. I industrien har vi derfor mere end
nogensinde brug for dygtige, faglærte håndværkere – og ikke så
meget nogen, der har været på et seksugers kursus.
Endelig er det en hån mod folk, der har stået fire år i lære,
når man hævder, at andre kan lave det samme arbejde efter et mindre
kursus. Enhver der har haft sin gang i en håndværks eller
industrivirksomhed ved, at man ikke bliver en dygtig håndværker
natten over.
Forslaget afspejler en grænseløs arrogance, hvor det at kunne et
håndværk bliver set som langt mindre værd end akademiske
færdigheder. Det er jo bare noget, hvor man bruger hænderne, må
tænkegangen være. Skal man være lidt bidsk, kunne man fristes til
at spørge, om man ikke kunne opkvalificere en række HK’ere til at
være økonomer med et seksugers kursus i regneark. Det er jo bare
tal.






