Nødstrømsanlæg på Hvidovre Hospital sætter ny standard
DI-Teknik har haft totalentreprisen på levering og etablering af
det nye nødstrømsanlæg til Hvidovre Hospital. Det skete efter et
udbud, hvor fem firmaer bød ind på opgaven.
»For os har den tekniske løsning vægtet højest. Vi skal have et
nødstrømsanlæg, som virker hver gang, der er brug for det, og med
løsningen fra DI-Teknik har vi nu fremtidssikret hospitalets
nødstrømforsyning. Det betyder, at vi har fået en høj
forsyningssikkerhed, uanset hvad der sker ude på det eksterne
el-net.
Samtidig er det en fuldautomatiseret løsning med minimalt
vedligehold, som ikke kræver særlige ressourcer i den daglige
drift. Anlægget passer sig selv, og vi overvåger det via SRO som
alle de andre anlæg på hospitalet. Hvis der opstår en situation, vi
ikke selv kan klare, står DI-Teknik til rådighed via en
serviceaftale,« siger Søren Fritzel, seniorkonsulent og
maskinmester, fra drifts- og teknikafdelingen på Hvidovre
Hospital.
»Vi er meget glade for at kunne levere et anlæg, som vi mener
viser vejen til fremtidens nødstrømsanlæg. Det kan bruges på både
hospitaler og andre typer virksomheder, hvor stabil strømforsyning
er et ultimativt krav. Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med
Hvidovre Hospital og Balslev A/S, der var rådgivere på opgaven, og
ser et interessant marked for denne type nødstrømsanlæg i
fremtiden,« siger John Huusfelt, leder af højspændingsafdelingen
hos DI-Teknik.
Mest avancerede 10 kV-anlæg
Der forelå kun et projektforslag med en overordnet beskrivelse af
de krav, anlægget skulle leve op til.
»Vi har beregnet, projekteret, dimensioneret og tegnet hele
anlægget, både den el-tekniske del af opgaven, men også alle de
øvrige elementer i projektet, herunder tørkøleranlægget i
terrænhøjde og hele den arkitektoniske løsning i kælderen med
dieseloliedagtank og eksplosionssikring af rummene,« siger John
Huusfelt, som mener, der er tale om det mest avancerede og moderne
10 kV-nødstrømsanlæg, man kan etablere i dag.
Med den nye centrale højspændingsløsning er det ikke længere
nødvendigt at operere med prioritering og opdeling af hospitalets
elforsyning i normal- og nødforsyning med henblik på strømsvigt.
Med det nye anlæg kan hele hospitalets drift fortsætte uforstyrret,
selv om den eksterne el-forsyning bliver afbrudt.
»Vores krav til nødstrømsanlægget var, at det skulle kunne
levere strøm til hele hospitalet, inklusive den planlagte udvidelse
af hospitalet på 45.000 kvadratmeter. Derudover skulle anlægget
være fuldautomatiseret, driftssikkert og i stand til at koble ind
på højst 15 sekunder. Det anlæg har vi fået nu med løsningen fra
DI-Teknik,« siger Søren Fritzel.
Fiberforbindelse overvåger el-forsyning
Hvidovre Hospital får sin normale el-forsyning fra tre indkommende
10 kV kabelforbindelser fra DONG ENERGY. Kabelforbindelserne er
forbundet i en intern ringforbindelse til seks
transformatorstationer. De to indkommende kabler forsyner hver sin
del af ringforbindelsen, det tredje kabel er i reserve. Det giver
en høj grad af forsyningssikkerhed, men ved en fuldstændig
afbrydelse af højspændingsnettet vil hospitalet stå uden ekstern
strømforsyning, som det er sket flere gange i årenes løb.
»Det nye nødstrømsanlæg måler hele tiden, om der er ekstern
forsyning og foretager automatisk omkobling af ringledning og
indkommende kabler med henblik på at opretholde forsyningen. Kun
hvis alle tre eksterne forbindelser er spændingsløse, starter
nødstrømsanlægget. Til det formål er der etableret en separat
dubleret fiberforbindelse, som anvendes i kommunikationen mellem
transformerstationerne og generatoranlægget,« fortæller Søren
Fritzel.
FAKTA
Nødstrømsanlæg på Hvidovre Hospital
– DI-Teknik har haft totalentreprisen på levering af 10 kV
nødstrømsanlæg på Hvidovre Hospital
– Der er leveret fem dieselgeneratorer på hver 1.700 kVA
– Samlet ydelse: 5,6 MVA
– Reaktionstid for indkobling: 15 sekunder
– Generatoraggregater af fabrikat F.G Wilson er leveret af
Atek/Coromatic
– Etablering af 10 kV koblingsstation
– Det er aftalt med DONG Energy at nødstrømsanlægget må
synkronisere ind på nettet og køre således i cirka 10 sekunder, når
nettet er retur, og lasten skal lægges afbrydelsesfrit
tilbage.
– Prøvedrift af én generator ad gangen, belastet på nettet, er
ligeledes en mulighed
– PLC-styring med ComAp – giver mulighed for styring af
nødstrømsanlægget, dels fra anlæggets kontrolrum, dels fra hver af
de tre stationer, hvor de indkommende kabler er tilsluttet.
– Der er indgået en serviceaftale mellem Hvidovre Hospital og
DI-Teknik
Bygningssikkerhed
– DI-Teknik har beregnet og tegnet den nye ruminddeling
– Der er foretaget statikberegninger af rum med generatoranlæg og
koblingscentralen
– Rummene er indrettet med blandt andet springklapper, som kan
aflaste trykket ved en eksplosion
Forsyningssikkerhed
– Synkronisering af strøm og spænding mellem nødstrømsanlæg og
transformatorstationer
– Der er etableret en dubleret fiberforbindelse til kommunikation
mellem nødstrømsanlægget og 10 kV bryderne i de indkommende
ledninger, ringledningsforbindelserne og nødstrømsanlæggets
koblingsstation.
– Der var etableret lagertankkapacitet på 300.000 liter dieselolie
til generatorerne – svarende til en uges drift. Derudover er der nu
yderligere etableret en dagtank med olie på 33 kubikmeter, hvorfra
generatorerne forsynes
– Nødstrømanlægget har n+1-kapacitet, hvilket betyder at det kan
levere fuld last med fire ud af fem generatorer, hvis den ene
generator er ude af drift.
Idriftsættelse og drift
– Anlægget blev leveret til aftalt tid
– Anlægget har bestået en test i fuld skala. DONG Energy afbrød –
efter aftale – den eksterne forsyning og anlægget startede op og
overtog belastningen.
– Nødstrømsanlægget er koblet op til hospitalets SRO og kan
overvåges fra hospitalet centrale kontrolrum
Miljø
– Røggassen fra dieselgeneratorerne forbrændes så effektivt, at
emissionerne overholder grænseværdierne uden yderligere
rensning
– De fem dieselgeneratorer køles af hver sin tørkøler i hver sit
separate kølesystem – der er etableret fem tørkøleanlæg i
terrænhøjde
Yderligere oplysninger hos John Huusfelt, DI-Teknik, tlf. tlf.
29 64 29 83, eller Hans Frederiksen, tlf. 23 45 56 44






