Butik på byggepladsen sparer håndværkere for tusindvis af spildtimer

Dette billede illustrere Butik på byggepladsen sparer håndværkere for tusindvis af spildtimer

“Vi kan hurtigt smutte ind i butikken i stedet for at skulle ind
til den nærmeste forretning eller vente på levering,” fortæller
entreprenøren MT Højgaard om pop-up butikken, som skønnes at ville
spare DNU-byggeriet for ca. 3,51 mio. kr. i tabt arbejdstid på
årsbasis.  

Opførelsen af supersygehuset Det Nye Universitetshospital (DNU)
i Skejby ved Aarhus er et af Danmarks største byggeprojekter, og
omkring 800 håndværkere arbejder lige nu i døgndrift på den 9000 m2
store byggeplads. STARK har derfor åbnet en pop-up butik på
byggepladsen, så de mange udførende dagligt har nem adgang til de
mest anvendte byggematerialer.

På den måde sparer håndværkerne sammenlagt tusindvis af kostbare
arbejdstimer, da de undgår forsinkelser pga. manglende værktøj og
materialer. Tager det f.eks. omkring 45 min. for to håndværkere at
hente nyt værktøj i den nærmeste forretning i Skejby, vil pop-up
butikken ifølge STARK spare DNU-byggeriet for ca. 3,51 mio. kr. i
tabt arbejdstid på årsbasis. 

– Vi bruger butikken, når vi akut står og mangler småting som
f.eks. en hammer, nye sikkerhedssko eller gummistøvler, fordi en af
mændene pludselig har revet en sål i stykker. Her er det nemt og
hurtigt lige at smutte ned i butikken, så vi slipper for at tage
ind til byen eller vente på den næste leverance fra trælasten i
Skejby, udtaler byggeleder Henrik Holm fra entreprenøren MT
Højgaard.
  
Følger byggepladsens behov
STARKs pop-up butik, der omfatter 160 m2 lige ved indgangen til
byggepladsen, fører ca. 1500 forskellige byggematerialer.
Sortimentet er sammensat, så det nøje afspejler håndværkernes
aktuelle behov på byggepladsen. Det betyder f.eks., at butikken i
forbindelse med vinterbyggeriet har et bredt udvalg af komfortabel
arbejdsbeklædning og vinterfodtøj, der kan klæde håndværkerne godt
på til at stå imod kulden.

– Som supplement til STARKs byggecentre og trælaster er det
vores rolle at sikre byggepladsens folk hurtig direkte adgang til
de mange småting, som kan give forsinkelser i løbet af
arbejdsdagen, hvis de pludselig mangler eller går i stykker. Vores
vigtigste opgave er at være på forkant med, hvad der sker herude og
hvor behovene ligger, så vi løbende kan tilpasse sortimentet efter,
hvad der bidrager mest muligt til at optimere håndværkernes
arbejde, forklarer butiksleder Thomas
Houmark.      

Det logistiske knudepunkt
I takt med at kendskabet til STARKs pop-up butik er steget blandt
projektets håndværkere, har butikken udviklet sig til et logistisk
knudepunkt for koordinering af materialeleverancer fra STARK
Skejby, der kører ud til byggepladsen tre gange dagligt.
Beliggenheden på selve byggepladsen giver nemlig butikkens
medarbejdere et indgående kendskab til området og håndværkernes
arbejdsprocesser, der letter kommunikationen.

– For os er det alfa og omega hele tiden at være på forkant med
udviklingen i byggeriet, og håndværkeren oplever et voksende behov
for endnu mere effektive byggeprocesser og minimering af spildtid.
Derfor har vi planer om at opføre endnu flere pop-up butikker,
bl.a. i forbindelse med opførelsen af Femern-forbindelsen, som
bliver Nordens største bygge- og anlægsprojekt, udtaler adm.
direktør i STARK Søren P. Olesen.

Cookie-indstillinger