Af Jan Michaelsen, hovedbestyrelsesmedlem i
Arbejdsgiverne
Men det ville klæde debatten, at man rettede skytset hen på
roden til problemet. Sagen er jo den, at de små og mellemstore
virksomheder i meget høj grad tager ansvaret for at uddanne den
næste generation af håndværkere. Derimod kører de helt store
virksomheder ofte på frihjul og lader andre om at uddanne de unge.
Og vil så iøvrigt rigtig gerne have fat i dem, når de er
færdigudlærte.
Skal debatten være brugbar, bør politikerne lægge presset de
rigtige steder – i stedet for bare at sende en ukonkret opsang
udover håndværks- og industri virksomheder generelt.
Selvfølgelig er der også små og mellemstore virksomheder, der
kunne ansætte flere lærlinge. Men her må jeg minde om, at vi jo
skal også have arbejde til dem. Det dur jo ikke, hvis maskinerne
står stille. Derudover skal jeg som mester også føle mig sikker på,
at jeg har arbejde til ham om fire år. Og det skal jo være noget
udviklende og lærerigt arbejde. For at jeg kan stå inde for hans
læretid, vil jeg være sikker på, at han har lært det han skal, når
han forlader mig.
Hertil kommer økonomien i det. En lærling skal tjene 200.000
kroner hjem til virksomheden om året for bare at dække udgifterne
til løn. Og halvdelen af tiden er de jo på skole. Det er godt nok,
at de får grundprincipperne på plads på skolen. Men resten kunne vi
nu godt lære dem i virksomhederne. Ellers ødelægger det økonomien i
at have lærlinge.
Vil politikerne for alvor vende udviklingen og være med til at
sikre, at samfundet i fremtiden har nogle håndværkere, skal de
tvinge de helt store virksomheder til også at give en hånd med –
eksempelvis med konsekvent at have klausuler på offentlige
byggerier om, at virksomheden har nok lærlinge ansat. Samtidig skal
de være opmærksomme på ikke at ødelægge økonomien for de mindre
virksomheder i at ansætte lærlinge. Det er sådan nogle ting, der
flytter noget. Resten er bare tom snak.
