Brønderslev indvier Street Wi-Fi

Dette billede illustrere Brønderslev indvier Street Wi-Fi

Gratis adgang til internettet i det offentlige rum kan blive et
nyt konkurrenceparameter blandt danske kommuner og byer. En dansk
opfindelse, hvor LED-gadebelysning kombineres med lyslederbaseret
Wi-Fi, giver mulighed for at tilbyde borgere, virksomheder og
turister lynhurtigt bredbånd, og Brønderslev Kommune tager nu som
en af de første kommuner i verden systemet i anvendelse:

– Som udkantskommune skal vi konstant være på tæerne og gøre
noget ekstra for egne borgere, erhvervsliv og turister, og vi har
løbende fokus på at bringe ny teknologi i anvendelse for at øge
vores serviceniveau, siger borgmester i Brønderslev Kommune Mikael
Klitgaard og fortsætter: – Nu har vi muligheden for at tilbyde
gratis Wi-Fi udvalgte steder i kommunen, og jeg er sikker på, at
det her snart bliver udbredt mange steder og som sådan et
konkurrenceparamenter i forhold til tiltrækning af borgere,
turister og investeringer i det hele taget.

Den nye gadelampe er både tilsluttet EL-nettet, som en normal
gadelampe, og lyslederbaseret højhastigheds-internet. Opfindelsen
er især velegnet til byområder, hvor der både er brug for meget
lys, og hvor det mobile bredbånd ofte er belastet af høje bygninger
og mange mennesker.

Brønderslev Kommune etablerer foreløbig en testinstallation på
Banegårdspladsen i Brønderslev og på busterminal i Dronninglund.
Begge steder er byernes mest befærdede områder, og her vil det
lynhurtige Wi-Fi kunne tilgås af borgere og turister via en
Wi-Fi-menu på deres smartphone, tablet eller desktop – eksempelvis
når de venter på bus eller tog eller blot er
informationssøgende:

– Vi har arbejdet med løsningen længe og glæder os meget til at
se den i brug. Der er ingen tvivl om, at behovet for lynhurtigt
bredbånd ikke bare eksisterer i hjemmet og på arbejdspladsen, men
også i det offentlige rum. Derfor arbejder vi i øjeblikket med en
række projekter, hvor der skal etableres gratis udendørs Wi-Fi til
bestemte målgrupper, forklarer salgs- og marketingdirektør
Christian Ingerslev Sørensen fra Bredbånd Nord.

Lyslederteknologien fra Bredbånd Nord kan køre med hastigheder
på over 1 Gbit og kan tilgås af et stort antal mennesker på en
gang. Foreløbig er løsningen i henholdsvis Brønderslev og
Dronninglund begrænset til 250 samtidige brugere, men systemet skal
løbende evalueres og forbedres, så så mange som muligt får gavn af
det:

– Udover lynhurtigt og gratis internet, indeholder systemet også
en række andre muligheder. Eksempelvis kan man i public
service-øjemed tilbyde nem adgang til rejseplaner, lokale
arrangementer og events, nyt fra kommunen, en lokal vejrudsigt,
tilbud fra lokale forretninger mv. Sidstnævnte er virkelig noget,
der kan gavne det lokale forretningsliv, fortsætter Christian
Ingerslev Sørensen.

Det er den danske lysproducent S-Light, der har udviklet,
designet og produceret den nye lampe med indbygget Wi-Fi, og
direktør Steen Rasmussen er ikke bange for at kalde opfindelsen for
fremtidens gadebelysning:

Vi er meget overvældede over den store interesse, som vi har
fået fra både ind- og udland. I øjeblikket er vi i dialog med flere
end 10 danske kommuner, og også forsyningsselskaber og sågar
private grundejerforeninger vil have produktet. Vi skal desuden nu
levere en lampe til test i Australien, og vi er også i dialog med
en amerikansk kunde, siger han og fortsætter: – I øjeblikket har vi
fordelen af at være de første, der har lavet en lampe med 100%
integreret Wi-Fi, og så er det klart, at de kviksølvbaserede pærers
exit fra markedet ved udgangen af 2015 gør, at mange lige nu
overvejer LED-baserede alternativer. Her får du altså et stort plus
oveni i form af Wi-Fi.

Installationen i Brønderslev indvies fredag den 20. marts 2015
kl. 11 på Banegårdspladsen, hvor borgmester og repræsentanter fra
blandt andet Bredbånd Nord og S-Light vil være tilstede

Cookie-indstillinger