Kortene var givet på forhånd

Dette billede illustrere Kortene var givet på forhånd

Så blev det afgjort. En totalentreprenør fra Salling fik opgaven
med at samle Herningsholm erhvervsuddannelser i Herning. Det
handler om opførelsen af en ny undervisningsbygning på 4600 kvm,
der skal huse HG-uddannelsen. Et byggeri til 55 millioner
kroner.
Først og fremmest ikke et ondt ord om totalentreprenøren, der vandt
opgaven. De spillede efter reglerne og vandt opgaven ved at være
dem, der kunne løse opgaven billigst i totalentreprise. Men jeg vil
gerne kritisere spillereglerne.
Et byggeri kræver forskellige håndværk. Murere, smede, tømrere,
vvs’ere. Bygherren kan udbyde opgaven i de enkelte fag eller vælge
en hovedentreprenør, der løser den samlede opgave. Her hyrer
hovedentreprenøren sine egne håndværkere, der får en mindre
fortjeneste, når entreprenøren har taget sin del af kagen.
Almindelige håndværksfirmaer har ikke mulighed for at byde på
opgaven, da de ikke har alle de forskellige kompetencer, som et
større byggeri kræver. Opgaven med Herningsholm Erhvervsskole blev
udbudt som hovedentreprise i stedet for i mindre fagentrepriser, og
på den måde var en væsentlig del af spillereglerne, at kun de helt
store firmaer kunne byde.
Man kan ikke bestemme, hvad private bygherrer skal gøre. Men når
der er tale om en offentlig bygherre, kan man godt forvente, at de
tænker sig lidt mere om. Byggeriet med erhvervsskolen kunne have
givet masser af arbejde til små og mellemstore
håndværksvirksomheder. De virksomheder, som er flinkest til at
ansætte lærlinge og de virksomheder, som erhvervsskoler som
Herningsholm Erhvervsskole netop er afhængige af, når eleverne
senere skal ud og finde lærepladser.
Her er det svært at se fornuften i, at en erhvervsskole, der
uddanner fremtidens håndværkere og industriarbejdere, forbigår de
virksomheder, de selv er afhængige af. Det er jo klart de mindre
virksomheder, der tager flest lærlinge. De helt store virksomheder
kan eleverne derimod ikke regne med. De tager sjældent et ansvar,
når det handler om at uddanne næste generation. Og det er faktisk
et problem, når fremskrivninger viser, at der vil mangle 30.000
faglærte om bare fem år.
Man kunne tro, at valget af hovedentrepriser handler om at spare
penge. Men en undersøgelse fra Århus Kommune har vist, at det ikke
nødvendigvis forholder sig sådan. Her har de erfaret, at de
ligefrem sparer 5-10 millioner kroner om året ved at benytte sig af
fagentrepriser.

Cookie-indstillinger