AP&T udvikler formning af højstyrkekulfiber i samarbejde med forskning og industri
Med fokus på udvikling af nye materialer og produktionsmetoder,
som opfylder industriens behov for lettere og mere energieffektive
produkter med lavere miljøpåvirkning, tager AP&T nu yderligere
skridt ved også at udvikle produktionsudstyr til
kompositmateriale.
Sammen med blandt andet de tekniske højskoler KTH og Chalmers,
forskningsinstituttet Swerea Sicomp og førende virksomheder i fly
og bilindustrien, som GKN, SAAB og Volvo har AP&T deltaget i
udviklingsprojektet Triple Use, som finansieres af den svenske
innovationsmyndighed VINNOVA. Projektet samler aktører inden for
forskellige dele af udviklingskæden med det formål at styrke
udviklingen af hurtige og omkostningseffektive metoder til
produktion af højstyrkekompositter.
I marts blev projektets slutseminar afholdt i AP&Ts
forsknings- og udviklingscenter i Ulricehamn, Sverige, hvor man
også har gennemført fuldstændige test i et industrielt miljø. Her
blev der ligeledes gjort rede for projektets delprojekt inden for
fremstilling af komponenter til flymotorer, personbiler og
brokonstruktioner.
– Triple Use-projektet har været en værdifuld støtte i skridtet
fra forskning til industriel produktion, og for os i AP&T er
det et stort aktiv at kunne samarbejde med både eksterne forskere
og vores slutkunder, siger Lars-Olof Jönsson, Project Manager
R&D i AP&T.
AP&Ts udviklingsarbejde handler om at udvikle fungerende
produktionssystemer, hvor hele kæden fra materialer, håndtering og
formning bliver udviklet for at opfylde industriens krav til
effektiv volumenproduktion med høj kvalitet og tilgængelighed.
I bilindustrien har komponenter af kulfiber været vanskelige at
få investeringsafkast på. Materialet er betydeligt dyrere end både
stål og aluminium og desuden er cyklustiderne længere. Men
udviklingen af billigere materialer er i gang. Et nyt
kompositmateriale, som baseres på lignin – en restprodukt fra
papirfremstilling – er et eksempel på et materiale, som forventes
at bidrage til at gøre kompositmateriale kommercielt interessant i
betydeligt flere anvendelsesområder. Cyklustiderne i produktionen
af emnerne vil også kunne reduceres. AP&Ts udvikling handler om
at få et effektivt flow i alle trin. Blandt andet fokuserer man på
en mere effektiv automatisering og emnebearbejdning, som minimerer
behovet for trimning.
– Vi er endnu ikke i havn med alle dele, men vi er godt på vej.
For os handler det om at være forberedt og kunne tilbyde effektive
løsninger, som hjælper vores kunder med løbende at være lønsomme.
Vi tror, at industrien i fremtiden vil anvende flere materialer og
produktionsmetoder til forskellige typer komponenter, og i dette
miks er kulfiber interessant, mener Lars-Olof Jönsson.






