KPF Arkitekter og Erik Møller Arkitekter går sammen og bliver til Danmarks 5. største arkitektfirma
“Det perfekte match”. Sådan karakteriserer partnere fra KPF
Arkitekter og Erik Møller Arkitekter det ægteskab, som i dag er
blevet offentliggjort, og som skaber en arkitektvirksomhed, der
fagligt er i den absolutte superliga. Den sammenlagte
arkitektvirksomhed får ikke mindre end 120 medarbejdere, og det er
ifølge adm. direktør og partner Michael Reventlow-Mourier fra KPF
Arkitekter en nødvendig størrelse, når man skal dække de
kompetenceområder, som byggeriet og kunderne stiller nu og i
fremtiden:
– Byggeri bliver stadig mere kompliceret med skærpet lovgivning
og krav inden for stort set alle områder. I dag skal man have
specialiserede kompetencer inden for alle typer af byggerier og
tværgående specialister inden for blandt andet energi, sundhed,
indretning, materialer mv., og det gør det svært at være mindre
arkitektvirksomhed, siger han og fortsætter: – Desuden skal man
være fysisk tilstede i de enkelte regioner, så man kan servicere og
sætte kunden i centrum på kundens hjemmebane. Sammen med Erik
Møller Arkitekter står vi nu ekstremt stærkt både kompetencemæssigt
og geografisk og er godt rustet til vores fælles ambitiøse
vækstplan.
En altafgørende bevæggrund for alliancen er således, at de to
arkitektfirmaers kompetencer komplementerer hinanden. KPF
Arkitekter er en af landets førende inden for nybyggeri og
renovering af boliger, sundhed og pleje, erhvervsbyggeri,
indretning og kirker, mens Erik Møller Arkitekter er en af Danmarks
førende inden for kulturarv, restaurering, institutionsbyggeri samt
boligrenovering med særlig fokus på energioptimering. Sammen med
gensidige kompetencer inden for bygherrerådgivning har de to en
meget komplet pakke, som nu skal tilbydes kunder i hele landet. At
begge så også har en historie, der går helt tilbage til 1930’erne,
vidner om den tidløse tilgang til arkitekturen:
– Vi tilhører den funktionalistiske skole og har begge en lang
tradition for at sætte mennesket, kvaliteten og detaljen i centrum.
Eksempelvis er Erik Møller Arkitekters prisbelønnede fængsel i
Halden i Norge blevet kåret til verdens mest humane fængsel af
Times Magazine. Samtidig er vi stærke eksponenter for den tidsløse
arkitektur, og man kan på den måde sige, at vi sværger til samme
trosbekendelse, forklarer Michael Reventlow-Mourier
videre.
Geografisk er matchet mellem de to om muligt endnu stærkere. KPF
Arkitekter har kontorer i Viborg, Aalborg og Aarhus og står således
stærkt i det jyske, mens Erik Møller Arkitekter er et af de
markedsledende arkitektfirmaer i Hovedstaden. Derudover har Erik
Møller Arkitekter de seneste år vundet flere større projekter i
Norge, Sverige og Grønland og kan således trække et brohoved til
Skandinavien med ind i det nye partnerskab:
– Vi har en størrelse i dag, som gør, at det er svært at vinde
nyt land. Eksempelvis står vi i Storkøbenhavn over for et sandt
boom af boligbyggerier og boligrenoveringer, og det er et marked,
hvor KPF Arkitekter er langt mere på hjemmebane, end vi er.
Samtidig kan vi bidrage med vores ekspertise i det jyske, hvor vi
hidtil har været afhængige af eksterne partnere, pointerer partner
Trine Neble på vegne af partnerkredsen i Erik Møller
Arkitekter.
Hun siger supplerende, at de to arkitektvirksomheder allerede
har samarbejdet om flere projekter det seneste år. Det har blandt
andet omfattet det store renoveringsprojekt af Højstrupparken i
Odense.
De to virksomheder fortsætter under deres nuværende navne med
KPF Arkitekter som moderselskab. Michael Reventlow-Mourier bliver
adm. direktør i de to selskaber, mens nuværende direktør hos Erik
Møller Arkitekter, Kirsten Anker Sørensen, der har arbejdet
målrettet for alliancen, har valgt at søge nye udfordringer.
Derudover fortsætter alle medarbejdere i de to virksomheder.
Den nye ejerkreds i KPF Arkitekter består af de nuværende ni
partnere fra KPF Arkitekter og de nuværende fire partnere fra Erik
Møller Arkitekter. Den nye ejerkreds med 13 partnere ser positivt
og med stor energi på det fremtidige samarbejde om at skabe fælles
projekter i hele landet.






