5G øger sikkerhed og produktivitet i svenske miner
• 5G-teknologi skal i et pilotprojekt bruges til at forbedre
sikkerhed og produktivitet i den svenske mineindustri
• Pilotprojektet, der er et samarbejde mellem Ericsson, ABB,
Boliden, SICS Svensk IKT og Volvo CE, er en del af 5G for
Sweden-projektet
Ericsson (NASDAQ: ERIC) lancerer et pilotprojekt, der vil
anvende 5G-teknologi til kommunikation og fjernstyring af maskiner
i miner. Projektet er et samarbejde mellem flere svenske
virksomheder, og målet er at forbedre produktiviteten og
sikkerheden i den svenske mineindustri.
Projektet, der kaldes Pilot for Industrial Mobile Communication
in Mining, er en del af 5G for Sweden. Ericsson lancerede 5G for
Sweden i marts i år, og projektet har hurtigt taget fart. Det
samler store industrielle aktører, universiteter og
forskningsinstitutter med henblik på at udvikle IKT-løsninger
baseret på 5G.
Det nye fokus på mineindustrien er et samarbejde mellem
Ericsson, ABB, Boliden, SICS Svensk IKT og Volvo Construction
Equipment. Målet er at finde løsninger, der kan anvendes i en
industri, der traditionelt er blevet anset for at være farlig.
Ved at udnytte 5G-teknologien, der imødekommer branchens meget
høje krav til reaktionstid og pålidelighed, kan sikkerheden
forbedres markant for de personer, der arbejder i minerne, og
samtidig øges produktiviteten.
Torbjörn Lundahl, Program Manager i 5G for Sweden, siger: “En
vellykket implementering af 5G-teknologi kan og bør føre til
forbedret sikkerhed. Flere opkoblede maskiner og enheder betyder,
at færre mennesker behøver at arbejde under jorden. Integrationen
mellem over- og underjordiske aktiviteter vil også højne
sikkerheden og produktiviteten, samt bidrage til forbedret
overvågning og fjernstyring.”
Mikael Walter, System Technology Manager, Boliden, siger: “Vi
bestræber os konstant på at forbedre og udvikle vores
arbejdsmetoder og processer, og vi kan tydeligt se fordelen ved
digital teknologi i mineindustrien. Jeg ser virkelig frem til at se
resultaterne.”
Sara Mazur, Vice President og Head of Ericsson Research, siger:
“Vi er ivrige efter at forske i de udfordringer, som mineindustrien
står over for. Planen er at identificere områder, hvor minedriften
kan forbedres ved brug af mobil kommunikation. Dette er i
overensstemmelse med Ericssons vision om et Networked Society, hvor
alt, der kan drage fordel af at være forbundet, vil være det. “
Projektet 5G for Sweden er designet til at lede
digitaliseringsbølgen. Baseret på 5G skal projektet styrke den
svenske industris konkurrenceevne gennem en effektiv udvikling og
integration af IKT-løsninger til produkter og tjenester. Projektet
vil være startskuddet til forskning, der kan anvendes på tværs af
brancher og som kan bidrage til at skabe nye projekter på
universiteter og forskningsinstitutter, samt flere pilotprojekter
med mulige 5G-løsninger til industrien.






