Kæmpe faglig udstilling på Korsør Renseanlæg d. 12 juni ifm. STFs årsmøde
Det er første gang, at STFs årsmøde foregår i det
vestsjællandske, og det er derfor også første gang, at SK Forsyning
er vært for arrangementet. Der er store oplevelser i vente
for både udstillere og gæster, som får brug for alle sanserne under
årsmødet.
Synet af det smukke Korsør Renseanlæg vil være det første, der
møder de besøgende. Høresansen er yderst vigtig når den helt
særlige årsmødesnak går. Følesansen tages i brug, når der mærkes og
måske løftes på det udstillede udstyr. Lugtesansen kan alle
kenderne bruge, når de under en af rundvisningerne på renseanlægget
kvalitetstjekker renseprocesserne. Endelig er der smagssansen – den
bliver der helt sikkert kælet for på mange af udstillernes
stande.
136 firmaer – 3.100 kvadratmeter
Et renseanlæg er og bliver den helt perfekte kulisse, når det
handler om spildevandsteknik. I “gamle dage” var det hovedreglen,
at STFs årsmødeudstilling foregik på et renseanlæg. Men i takt med
at udstillingen fik vokseværk, så har det mange steder været
nødvendigt at finde alternative udstillingsarealer.
Korsør Renseanlæg er heldigvis bygget på en mark lidt uden for
Korsør, og der er relativt god plads omkring anlægsdelene, så i år
har vi idealsituationen, hvor et vaskeægte renseanlæg danner rammen
om STFs store årsmødeudstilling.
Korsør Renseanlægs grund er på 58.000 m2. Der bliver dog fyldt
godt op, når de 136 udstillende firmaer rykker ind og bygger deres
stande op. Netto udstillingsarealet bliver på intet mindre end
3.100 m2.
Udstillingen vil bugne af alskens udstyr til transport og
rensning af spildevand samt behandling og håndtering af
spildevandsslam – kort sagt alt hvad der skal bruges, fra
spildevandet forlader hr og fru Jensens beboelse, til spildevandet
er renset og udledt, og spildevandsslammet er spredt eller
deponeret. Leverandørerne af både udstyr, rådgivning og
serviceydelser vil være massivt til stede, så der er rige
muligheder for at træffe både eksisterende og måske kommende
samarbejdspartnere, og for at få faglig inspiration i al
almindelighed.
Udstilling fra 9 til 15.30 – fri adgang for alle
interesserede
STFs årsmødeudstilling på Korsør Renseanlæg, Slagelse Landevej 30,
4220 Korsør er åben for besøgende fredag d. 12. juni i tidsrummet
9-15.30. Det er gratis at komme ind på udstillingen.
Alle fagligt interesserede er velkomne. Foruden foreningens
medlemmer, der tæller ansatte på industrirenseanlæg, i
forsyningsselskaber og branchens leverandører, så er også
studerende på tekniske uddannelser, ansatte i beslægtede brancher,
som f.eks. biogas og anden procesvirksomhed meget velkomne.
Det er ønsket, at udstillingsgæsterne forhåndstilmelder sig til
at besøge udstillingen via stf.dk
Danmarks måske smukkeste renseanlæg
Korsør Renseanlæg er ikke et hvilket som helst renseanlæg – det er
ubetinget et af Danmarks smukkeste renseanlæg, om ikke det
smukkeste. De besøgende kan glæde sig til at se et meget farverigt
anlæg med mange spændende vinkler. Efterfølgende kan hver især
indplacere det på deres egen personlige hitliste over smukke
renseanlæg.
Også STFs formand Jacob Andersen glæder sig til at opleve Korsør
Renseanlæg med det helt unikke ydre og indre: “Jeg glæder mig
personligt meget til at opleve anlæggets spændende linjer og
farver. Jeg tror, at jeg bliver i ekstra godt humør af det”, lyder
det forventningsfuldt fra Jacob Andersen, som retorisk spørger.
“Hvorfor skal bygninger på et renseanlæg absolut være firkantede,
grå og kedelige? “
Faglige oplevelser forud for årsmødet
En nyskabelse i forbindelse med årsmødet 2015 er, at der dagen før
selve årsmødet er mulighed for at komme på ekskursion til en af tre
spændende lokale spildevandsseværdigheder. Det ene udflugtsmål er
Slagelse Renseanlæg, der er SK Forsynings største renseanlæg. De to
øvrige udflugtsmål er i kategorien industrirenseanlæg. Det er
henholdsvis Harboes Bryggeri med tilhørende renseanlæg, og Vandrens
– Stigsnæs Industripark A/S med tilhørende økotoksikologiske
laboratorium.
STFs formand hilser SK Forsynings før-årsmøde-initiativer meget
velkomne. “Det er vigtigt at udnytte de lokale muligheder, der er
for at tilføje årsmødet en faglig merværdi. På det felt skal jeg da
lige love for, at SK Forsyning har meget at byde på”.
Hvordan bliver mon vejret?
“Et årsmøde i tørvejr er ubetinget sjovere end et årsmøde i
regnvejr. Så selvfølgelig er der bestilt tørvejr både i dagene op
til årsmødet og på selve årsmødedagen”, lyder det muntert fra STFs
sekretariatsleder Susanne Brandt, som tilføjer. “Selvom vi er i
tid, hvor man taler om monsterregn, oversvømmelser og den slags, så
hæfter jeg mig personligt ved, at sandsynligheden for godt vejr er
meget større end sandsynligheden for dårligt vejr.
Vejrstatistikkerne siger, at Vestsjælland og juni måned skulle være
en god kombination”.
Uddeling af Vandmiljøprisen
Umiddelbart efter den officielle velkomst kl. 11 på
udstillingspladsen, bliver Vandmiljøprisen for 2014 uddelt. Prisen
gives til en person eller til en gruppe, der har gjort en
bemærkelsesværdig indsats i spildevandsbranchen. Den eftertragtede
Vandmiljøpris blev første gang uddelt i 1991. Prisen, som er
indstiftet af Kemira Miljø – i dag Kemira Water Danmark, består,
foruden den store ære, af et rejselegat på kr. 15.000,- samt en
unik figur.
I spildevandsbranchen er der mange ildsjæle, og det vil være en
eller flere af disse, der får sig en glædelig overraskelse, når
han/hun eller de kaldes op for at modtage den eftertragtede
pris.
Generalforsamling og fest
Lige efter udstillingen, inden STFs generalforsamling løber af
stablen, er der mulighed for at høre et indlæg af Vibeke Plesner
fra Naturstyrelsen om hvad der er oppe i tiden med hensyn til den
lovgivning og de reguleringsmæssige tiltag, der berører
spildevandsbranchen. Indlægget fra Naturstyrelsens udsendte og den
efterfølgende generalforsamling kommer til at foregå i
administrationsbygningen på Korsør Renseanlæg.
Nogle timer senere slutter STFs årsmøde med fest på Comwell Campus
Klarskovgaard for foreningens medlemmer med ledsagere samt
inviterede gæster.






