Radarsystem skal mindske nabogener

Dette billede illustrere Radarsystem skal mindske nabogener

Danmark er blandt de førende i verden inden for vindenergi, og
vi udvikler til stadighed højere, mere effektive vindmøller. Det
stiller nogle nye krav til vindmølleindustrien, som hverken handler
om tårn, nacelle eller rotor.

For det er ikke udelukkende teknologien i selve vindmøllen,
ejere og producenter skal udvikle på – vindmølleindustrien har også
brug for teknologi, som mindsker nabogenerne ved eksempelvis
blinkende advarselslys til fly.

Derfor er der på Testcenter Østerild netop blevet installeret et
radarsystem. Det registrerer områdets fly via bevægelsessensorer og
sender signal om henholdsvis at tænde og slukke lyset. På den måde
mindskes generne fra lysene mest muligt, mens sikkerheden for den
overflyvende trafik er den samme.

–  Jeg er sikker på, de fleste mennesker ønsker
vedvarende energi og værdsætter, at vi i Danmark forsker i og
udvikler verdens bedste vindmøller. Jeg medgiver også, at det kan
være generende at bo tæt på vindmøllerne. Derfor er det vigtigt i
forhold til befolkningens opbakning, at vi får udviklet systemer,
der mindsker generne samtidig med, vi går mod en grønnere fremtid,
siger Henrik Wadmann, der er projektleder ved det nordjyske
vindenerginetværk Hub North.  

Forsvarets teknologi

Radarsystemet er udviklet af teknologivirksomheden Terma A/S,
der primært udvikler militære radarsystemer til hele
verden.  

– Det er samme radarer, som bruges til eksempelvis
kystbevogtning og trafikovervågning i havne i forbindelse med skibe
på kollisionskurs eller mistænkelige fartøjer, siger Søren Ræbild
Nedergaard, der er salgschef ved Terma A/S.

Virksomheden er den eneste på markedet, der kan tilbyde
radarteknologi, der samtidig giver signal om at tænde og slukke for
lyset. En teknologi, der – når den er gennemprøvet – sandsynligvis
kan overføres til andre bygningstyper, der er underlagt
restriktioner om eller har for behov lyssætning.

– Vi er stadig inde i en testperiode, hvor vi skal høste
erfaringer, men vi markedsfører allerede produktet og har store
forventninger i Tyskland og USA, som typisk har mange onshore
installationer, siger salgschefen. 

Forsøget Testcenter Østerild løber de næste to år og følges
indgående af forskere fra DTU Vindenergi og Aalborg Universitet.
Naboerne vil længere inde i testperioden modtage spørgeskemaer og
blive interviewet i forhold til effekten af radarsystemet.

Testen af radarer i forbindelse med vindmøller er et
EUDP-projekt (energiteknologisk udvikling og demonstration) og
støttes af Energistyrelsen.

Cookie-indstillinger