Besparelser på kommunale kloakker, veje og bygninger vil kunne mærkes
Allerede i dag er de kommunale veje forsømte og kraftigt præget
af mange års lappeløsninger. Ligeledes er de kommunale kloakker
slet ikke gearet til de stigende regnmængder, som i Danmark er en
af de væsentligste konsekvenser af klimaforandringer, ligesom flere
kommunale bygninger er forsømte og vedligeholdes på et niveau, hvor
de taber værdi. Derfor forudser administrerende direktør i FRI,
Henrik Garver, at den reduktion på 900 mio. kr. der lægges op til i
de kommunale anlægsinvesteringer vil få negative konsekvenser på de
kommunale veje, kloakker og bygninger.
” Vi ved fra FRI’s State of The Nation rapport – men også fra
kommunerne selv – at kommunernes veje generelt er forsømte. De
kommunale veje udgør 95 pct. af det danske vej-net. Kommunernes
investering i vejvedligehold er i forvejen faldet med 10-15 pct.
siden 2007, hvor de overtog en væsentlig del af amternes veje ved
kommunesammenlægningen. Flere kommuner er kommet i gang med
optimere deres kloaksystemer, men flere steder er kloaknettet ikke
dimensioneret eller så nedslidt, at det ikke kan håndtere stigende
regnmængder. Det vil betyde oversvømmelser og vand i kælderen,”
siger Henrik Garver.
Det samme efterslæb gælder for offentlige bygninger så som
daginstitutioner, skoler, plejehjem m.m.
” Det koster hver dag i øget energi og varmeforbrug og
uhensigtsmæssige arbejdsgange. Derudover er der hele problematikken
omkring indeklima. Hvad dårligt indeklima hver dag koster i tabt
indlæring hos landets børn og unge kan man ikke sætte tal på, men i
et samfund, hvor vi skal leve af vores viden er det en dårlig
investering ikke at have et godt og sundt indeklima i
daginstitutioner, på skoler og øvrige uddannelsesinstitutioner,”
siger Henrik Garver.
Ved forhandlingerne sidste år blev anlægsloftet for 2015 nedsat
med 600 mio. kr. – i 2016 er det 900 mio. kr.
“Det er den forkerte vej at gå. Mange kommuner har pengene til
at vedligeholde og fremtidssikre bygninger og infrastruktur men det
lader sig ikke gøre inden for rammerne. Vi har behov for en række
overordnede målsætninger for den offentlige bygningsmasse i
Danmark, og for en overordnet plan for trafikinfrastrukturen, så vi
ikke unødigt reducerer muligheden for at investere, hvor der er
midler og behov, men derimod har fokus på at skabe væsentlige
forbedringer, og fortsat over en årrække kan holde økonomien i
balance” slutter Henrik Garver.






