Flere optaget på tekniske og digitale uddannelser
Erhvervsakademierne topper som drømmestudie blandt de kommende
studerende, og Københavns Erhvervsakademi har haft en eksplosiv
vækst i ansøgninger til især de tekniske og digitale
uddannelser.
“Selvom vi slår rekord igen i år, vil vi ikke optage flere end
arbejdsmarkedet kan opsuge, og vi fortsat kan dyrke den
praksisbaserede undervisning, som er vores DNA her på KEA. Og
derfor er det også fantastisk glædeligt, at de uddannelsessøgende
vælger efter, hvor der er efterspørgsel fra arbejdsmarkedet – det
gælder blandt andet de hårde it-kompetencer og krydsfeltet mellem
forretningsforståelse og it,” siger Mille Østerlund, programchef på
KEA Digital.
Simon Ørslund er en af de næsten 2.000, som her til aften har
fået svar om, at de er optaget på KEA. Efter sommerferien skal han
læse Økonomi og It.
“Jeg har interesse for it- og økonomirelaterede emner, og så
betød det noget, at professionsbacheloren har en indbygget
praktikperiode. Jeg begyndte på CBS sidste år, men stoppede efter
1. semester, da jeg følte, at meget af det vi læste og lærte havde
for lidt fokus på praktisk anvendelighed. Jeg overvejede også
overvejede IT-universitetet, inden jeg fandt IT- og
økonomiuddannelsen på KEA, og det lød langt mere interessant,”
siger Simon Ørslund.
KEA modtog 16 procent flere ansøgninger i år og har siden 2009
haft en stigning i ansøgertallet på 180 procent.
“Det viser en stor interesse for at tage en uddannelse, der er
målrettet erhvervslivet. Og det betyder, at vi kan vælge de absolut
stærkeste ansøgere, hvilket giver et endnu højere fagligt niveau og
øger attraktionen ved at studere på KEA. Når vi ikke hæver optaget
over hele linjen, er det fordi vi vil uddanne til job og sikre os,
at erhvervslivet får de absolut bedste kandidater,” siger Jørgen
Ravnsbæk, chef for KEA Erhverv.
Det var især de tekniske og digitale uddannelser, der gik frem
med henholdsvis 36 og 18 procent. Og det er rigtig godt, fordi det
er brancher, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdskraft både
her og nu samt på sigt.
Det tiltaler mange unge, at de kan tage en uddannelse, som
faktisk giver job, men at man også kan vælge at læse videre og tage
en top-op på KEA. Eva Hune Gjørup har gjort netop det. Først læste
hun til produktionsteknolog, og nu er hun netop blevet optaget og
skal begynde på professionsbacheloren PTI som står for
produktudvikling og teknisk integration.
“KEA’s uddannelser er sat sammen på en måde, som forener det
praksisorienterede med det boglige og ikke mindst praktik,” siger
Eva Hune Gjørup.
Hun drømmer om at starte sit eget møbelfirma, men før det vil hun
gerne ud og have noget erfaring i en virksomhed og få udviklet sine
faglige evner.
“Som produktionsteknolog kan du styre virksomhedsproduktioner,
udvikle nye maskiner, finde flaskehalsene, udvikle nye produkter
eller genudvikle eksisterende produkter – grundlæggende bliver man
uddannet til at spotte problemer og finde en løsning på dem, hvad
end der er tale om bygninger eller legetøj. PTI’en er en meget
tværfaglig overbygning, hvor man arbejder sammen med folk fra meget
forskellige uddannelser, og det ser jeg rigtig meget frem til,
fordi det styrker også ens egne kompetencer,” siger Eva Hune
Gjørup.
I alt er 1.938 personer optaget på KEA og skal begynde efter
sommerferien.
“Budskabet om, hvor der er gode vellønnede jobs, er nået ud til
de unge, og vi er i den fantastiske situation, at vi kan tilbyde
ansøgerne pladser, fordi der er så stor efterspørgsel fra
erhvervslivet,” siger Jette Mølholm, Programchef på KEA Teknik.
Af samme årsag bliver der i år optaget markant flere på en række
uddannelser. Det gælder blandt andet:
På PBA Økonomi og IT stiger optaget med 39 procent, og antallet
af ansøgninger steg med over 50 procent. Det øgede optag skyldes
mange kvalificerede ansøgere, samt den stigende efterspørgsel hos
aftagerne.
På PBA Optometri stiger optaget med 85 procent. Ansøgningerne
steg med 92 procent.
På EAK Automationsteknolog stiger optaget med 12 procent, og
antallet af ansøgninger steg med 38 procent. Aldrig tidligere har
uddannelsen haft så stort et optag og antal ansøgninger.
På EAK Produktionsteknolog udvides udbuddet med en international
linje. Den danske linje øger optaget med 25 procent og antallet af
ansøgninger steg med 57 procent. Aldrig tidligere har uddannelsen
haft så stort et optag og antal ansøgninger. Årsagen til, at vi har
tilføjet en international line, er et stort behov samt en høj
efterspørgsel blandt aftagerne.
På EAK VVS-installatøruddannelsen stiger ansøgningstallet igen
efter et par år med faldende ansøgningstal. Det samme gælder
optagstallet som stiger med 58 procent. Flere undersøgelser viser
en stor efterspørgsel på VVS’er de næste 10 år.
På PBA Softwareudvikling er optaget det største i uddannelsens
historie. Optaget stiger med 43 procent. Igen har vi valgt at øge
optaget pga. øget efterspørgsel fra branchen.
På PBA Webudvikling stiger optaget med 20 procent. Igen er der
tale om stor efterspørgsel og lav ledighed






