Droner indtager byerne

Dette billede illustrere Droner indtager byerne

Hidtil er droner kun i begrænset omfang blevet brugt til
landmåling herhjemme, men det bliver der nu ændret på. LE34, der er
Danmarks største landinspektørfirma, satser massivt på droner til
kortlægning og tredimensionel modellering og vil nu dagligt bruge
ubemandede luftfartøjer til flere opmålingsopgaver. Virksomheden
har investeret millioner i egenudviklet flykoncept og råder
foreløbig over syv luftfartøjer samt fire uddannede piloter til at
betjene sine 24 danske afdelinger. Konceptet har netop ført til den
første danskudviklede drone med en 1A-godkendelse, der tillader
flyvning i byområder med luftfartøjer op til 1,5 kilo
totalvægt.

Boom i droneflyvninger

– Teknologien er i dag udviklet på et niveau, der sikrer meget
høj kvalitet, nøjagtighed og opløsning, og dronerne har så mange
fordele, at de naturligt kan indgå i helt almindelige, daglige
landmålingsopgaver. Ofte er det meget nemmere at filme med droner
end at måle efter manuelt udvalgte punkter. Man er sikker på at få
alt opmålt, og i et byområde kan man tit få den samme viden ud af
få minutters droneflyvning som en dags manuel opmåling. Ud fra
billederne danner vi en tredimensionel model med mange millioner
datapunkter – og i den kan man opmåle alt. Det gør vores kunders
arbejde nemmere, fortæller Søren Nørmølle, der er landinspektør og
partner i LE34.

LE34 har på et år tredoblet antallet af droneflyvninger, og
landinspektørfirmaet forventer, at den eksplosive vækst fortsætter.
Kunderne tæller blandt andet ingeniører, arkitekter, entreprenører,
forsyningsselskaber, den offentlige sektor, landbruget, golfklubber
og større produktionsvirksomheder. Virksomheden demonstrerer i
løbet af august og september sit egenudviklede dronekoncept på gå
hjem-møder over hele landet.

Strengt regelsæt

Selvom danskerne fremover kan forvente langt flere kommercielle
droneflyvninger i det offentlige rum, er der ifølge LE34 ikke nogen
grund til at frygte for hverken sikkerheden eller privatlivets fred
i beboelsesområder.
– Som godkendt droneoperatør er man i kraft af luftfartsloven
underlagt et strengt regelsæt. Der skal eksempelvis altid holdes en
passende sikkerhedsafstand til personer, tamdyr og beboelse, og
alle flyvninger i byområder skal anmeldes til politiet. Reglerne
sikrer, at risikoen for ulykker er minimal. Samtidig har vi hos
LE34 formuleret et etisk regelsæt, som blandt andet indebærer
sletning af personbilleder taget under opmåling, forklarer Søren
Nørmølle.

For at få tilladelse til droneflyvning i byområder skal man leve
op til en lang række krav fastlagt af Trafikstyrelsen. Blandt andet
skal man kunne godtgøre, at luftfartøjet er forsvarligt bygget, og
både dronen og den enkelte pilot skal bestå en praktisk test. For
at minimere risikoen for person- og tingskade skal droneoperatøren
desuden kunne dokumentere sine arbejdsmetoder og processer samt sin
flyvnings- og uheldshistorik

Cookie-indstillinger