Fra ledighed til lønseddel: Flere regionale uddannelsestilbud
Uddannelsessystemets hovedformål er at uddanne god arbejdskraft
af høj kvalitet til erhvervslivet. Derfor er jeg i princippet enig
med Frank Erhardt Andersen fra Arbejdsgiverne, når han på
Altomteknik.dk den 4. august opfordrer til “bare at uddanne dem,
der er brug for”. Problemet med Frank Erhardt Andersens forslag er,
at det forsimpler uhyre vanskelig uddannelsespolitik urimeligt.
Vi hverken kan eller skal fra politisk side detailstyre
uddannelsessystemet fuldstændigt. Mange opgaver og valg er
institutionerne langt bedre egnet til at tage selv, ligesom vi
hverken kan eller skal tvinge nogen ind på ingeniøruddannelsen, der
ikke har lysten eller evnerne til det. Folketingspolitikere – og i
særdeleshed jeg som uddannelses- og forskningsminister – har et
ansvar for at tilrettelægge et uddannelsessystem, der imødekommer
arbejdsmarkedets behov, men det skal naturligvis ske gennem det
frie valg. På samme måde har arbejdsgiverne et ansvar for at
bestræbe sig på at udbyde det nødvendige antal praktikpladser,
nogle uddannelser kræver.
Vi har som regering naturligvis en ambition om at uddanne flest
muligt til lønseddel frem for til ledighed. Det er i den
forbindelse helt afgørende, at vi geografisk uddanner flere der,
hvor der er mangel på arbejdskraft. Er der for eksempel
efterspørgsel på en særlig type arbejdskraft i Svendborg, giver det
rigtig god mening at udbyde den relevante uddannelse så tæt på
Svendborg som muligt. Det vil være en klar fordel for Svendborg, da
den uddannede allerede er tæt på byen og ikke skal “lokkes” til
andetstedsfra efter endt uddannelse. Det vil også give bedre
forudsætninger for den anseelige del, der tager en
ungdomsuddannelse, men aldrig en videregående uddannelse, at
mulighederne så at sige kommer til dem og ikke omvendt.
Vi opfordrer derfor åbent uddannelsesinstitutionerne til at
tænke regionalt og i nye uddannelsesudbud, hvor der er
efterspørgsel, og hvor det praktisk er muligt. Vi kan aldrig skabe
et 1:1-forhold mellem udbud og efterspørgsel af uddannet
arbejdskraft – men vi kan forsøge. Det påtager jeg mig som minister
på området gerne min del af ansvaret for. Det samme gjorde de
kommende studerende og institutionerne for nylig, da resultatet for
2015-optaget til de videregående uddannelser viste solide
stigninger i optaget til en række uddannelser med lav
arbejdsløshed. Den tendens skal fortsætte






