Af Morten Ravn
– Her får man lov til at være kreativ. Vi er med til at bygge
Danmark, fortæller Katrine Hansen begejstret. Hun sidder i sin
olieplettede kedeldragt. Fingerne er sorte, men ansigtet lyser af
ægte entusiasme, når hun fortæller om arbejdet som smed. Om rusen
og følelsen af succes, når hun laver en god svejsning.
– Jeg er vild med at svejse. Med at bygge noget selv, fortæller
hun.
Katrine Hansens passion for smedefaget startede, da hun var med
sin far ude og se en boreplatform ved Hirtshals. Her fik hun
tanken, at hun ville arbejde offshore. Derefter gik hun i gang med
at undersøge hvilken uddannelse, der førte i den retning og valget
faldt på smed. I 8. klasse var hun på en uges brobygning med EUC
Lillebælt, og senere fik hun så en læreplads ved ITW Construction
Products i Middelfart – en industrivirksomhed med 300
ansatte.
Her viser hun scenevandt rundt blandt gaffeltrucks og larmende
maskiner og ned til det store smedeværksted, hvor hun plejer at
stå. Lyset falder ind af vinduerne øverst i værkstedet, som er fuld
af værktøj og maskiner. Bag det mørke svejseforhæng står en stor
maskine til at vaske og tørre søm, som hun er ved at
reparere.
Katrine Hansen er 18 år og et år inde i sin uddannelse. En alder
hvor mange unge kun er i gang med en forberedende uddannelse og har
en begrænset fornemmelse af arbejdsmarkedet. Katrine indrømmer da
også gerne, at det i starten var lidt overvældende, når der var en
hasteopgave, og tingene helst skulle køre fejlfrit. Det har hun dog
hurtigt vænnet sig til og planerne rækker nu langt ud i fremtiden.
Efter svendebrevet håber hun på, at kunne læse videre til
maskinmester. Senere venter drømmen om at arbejde offshore og bygge
store konstruktioner.
Ved sin side har hun Mie Poulsen, der er i lære som
automatikteknikker på tredje år. De fandt hurtigt hinanden i
virksomheden og holder sammen, når mændene skal sættes på
plads.
Mie Poulsen er en pige, der bare rigtig godt kan lide maskiner.
Derfor valgte hun ITW. Her var en del ældre maskiner, som var mere
spændende at arbejde med. Samtidig havde de også nye maskiner og
derfor anså hun det for en rigtig god læreplads. Derudover finder
hun sig i øvrigt rigtig godt tilpas i jargonen.
– Jeg kan bedst lide at arbejde sammen med mænd. De kalder en
skovl for en skovl og en spade for en spade, fortæller hun.
Folk udenfor virksomheden bliver dog altid lidt overraskede, når
hun fortæller, at hun er i lære som automatikteknikker. Her får hun
næsten altid den samme reaktion.
– De kigger på mig, som om de tænker, om det nu kan passe. Først
er de lidt skeptiske, og så bagefter synes de, at det er lidt
sjovt, fortæller Mie Poulsen. Det generer hende dog ikke det
fjerneste. Hun drømmer om at arbejde med robotteknologi og
overvejer derfor at uddanne sig videre til maskinmester.
Katrine Hansen og Mie Poulsen er begge enige om hvordan, at man
får flere unge på erhvervsuddannelserne. Det handler om, at få de
unge ud i virksomhederne. Det kan for eksempel være en uges tid,
som man allerede gør flere steder. Katrine Hansen og Mie Poulsen
mener, at det sælger sig selv, hvis bare man kommer til at prøve
det. Så bliver man hurtig grebet.
– Man skal ud og prøve det. Få det i hænderne. Før jeg gjorde det,
ville jeg være dyrlæge, frisør og sådan noget. Men at svejse giver
nærmest en rus, fortæller Katrine Hansen.
Frank Erhardt Andersen er uddannelseskonsulent i Arbejdsgiverne.
Han mener, at pigerne rammer hovedet på sømmet, når de siger, at de
unge skal ud i virksomhederne for at blive tændt. Det kræver dog,
at folkeskolen tilbyder undervisning og oplevelser helt fra 1.
klasse, der kan medvirke til, at eleverne får øjnene op for den
mangfoldighed af muligheder, der er i ungdomsuddannelserne.
– Der er en meget ensidig fokus på gymnasievejen. Folkeskolen
burde skamme sig grundigt, og når den var færdig med det, skulle
den se at komme i arbejdstøjet og lave en åben og fordomsfri
undervisning og vejledning, der udfordrer og understøtter alle
elever i deres valg af ungdomsuddannelse, siger Frank Erhardt
Andersen
