Art Andersen – Dynamiske facader kombinerer æstetik med store energibesparelser

Facadesystemet hedder Energy Frames og er ikke blot et
designmæssigt elegant produkt – de bevægelige rammer og den
intelligente styring kan reducere en bygnings energiforbrug med op
mod 50 %.

Kombinationen af æstetik og funktionalitet i Art Andersens
facadesystem Energy Frames blev sidste år hædret af Ingeniøren, som
tildelte det intelligente facadesystem årets Bæredygtighedspris,
hvilket er én af de mest eftertragtede teknologipriser.
Begrundelsen for udnævnelsen lå bl.a. i systemets flotte
designmæssige løsning samt muligheden for urban energioptimering.
Det rammer plet med Energy Frames’ mål: At tilbyde et dynamisk
solafskærmningssystem, hvor arkitektoniske muligheder vægter lige
så tungt som markante energibesparelser for bygningen.

– Vi ser, at arkitekturen er i forandring takket være stadigt
skærpede energikrav til byggerier. Men med Energy Frames går
arkitekten ikke på kompromis med sine visioner for et byggeri for
at imødekomme tekniske krav. Tværtimod er dette facadesystem et
fleksibelt og dynamisk instrument til arkitekten, forklarer
Business Developer i Art Andersen, Michael Felthaus.

Dokumenteret energibesparelse
Ved hjælp af sensorer opfanger Energy Frames intensiteten af
sollys og kører selv skærmene til og fra i afstemning med
indeklimaet på den anden side af ruden. Men sensorerne sørger også
for at skærme vinduerne om natten for at holde på energien i
bygningen.  Det er en stor fordel især for de mange store
glaspartier, som anvendes i moderne arkitektur.

Art Andersens Energy Frames er markedets eneste facadesystem af
sin slags. Det er udviklet til at skabe et optimalt indeklima, ikke
blot ved solafskærmning, men også lysfordeling, temperatur og andre
essentielle forhold, der tilsammen skaber et godt indeklima. Og det
kan mærkes på energiforbruget:

– Energy Frames kan give en energibesparelse for bygningen på op
mod 50 %. Energibesparelser i denne størrelsesorden øger bygningens
værdi markant, fordi byggeriet er bæredygtigt både nu og i mange år
frem over, siger Michael Felthaus. Han fortsætter:

– Produktet og teknologien bag er så gennemtestet, at vi – som
de eneste på markedet, og inden rammerne endda er monterede – er i
stand til at gå ind og lave en omfattende energiberegning, der
dokumenterer, hvor meget Energy Frames kan sætte energiforbruget
ned til i et givet byggeri.

Frihed til arkitekten
Selve designet af solafskærmningsløsninger har altid været et
kendetegn for Art Andersens produkter, og i Energy Frames
sammentænkes funktionalitet derfor helt naturligt med æstetik. Det
giver arkitekter mulighed for at designe frit uanset materiale,
overflade, farve og mønster – og uden bekymringer om energikrav.
Bygningen kan få præcis det ønskede udtryk og samtidig en dynamisk
facade, der ændrer karakter i løbet af dagen inden for de
arkitektoniske rammer, der er sat for bygningen.

– Det er æstetisk frihed på en helt ny måde, fri for bekymring
om energi- og miljøkrav, siger Michael Felthaus.

Bygget til det nordiske klima
Energy Frames kan monteres direkte på vinduets karme.
Drivsystemet, der er skjult i de slanke og lette
aluminiumsprofiler, har transmission i både top og bund. Motor og
styringsprint er skjult i en udfræsning i vinduets indvendige karm.
Facadesystemet har en lang driftstid og er designet til at modstå
det nordiske klima med hård vind og store temperaturudsving. Det er
bygget stabilt, leveres med op til 10 års garanti og kræver
minimalt vedligehold.

LÆS også: Atlas Copco – Chicago Pneumatic introducerer ny Red Hawk-serie
Art Andersen – Dynamiske facader kombinerer æstetik med store energibesparelser's Firmaprofil
Cookie-indstillinger