ABB – Verdens første samarbejdende robot kommer til Danmark
YuMi®, der er udviklet af den globale teknologivirksomhed ABB,
kan arbejde side om side med mennesker og er så nem at bruge, at
den kan styres fra en almindelig tablet.
En verdensstjerne kommer til Danmark. Den avancerede YuMi-robot,
der er udviklet af ABB, besøger nemlig årets HI-messe i
Herning.
YuMi er en toarmet robot, der bliver kaldt verdens første
samarbejdende industrirobot. Den er udstyret med “øjne” (integreret
vision), så den kan identificere emner, “hænder” (gribere) og 14
akser, der gør den i stand til at efterligne menneskelige
bevægelser.
Ændrer måden, vi tænker produktion på
YuMi hører til en ny generation af robotter, der kan revolutionere
moderne industriproduktion. Det forklarer forretningsdirektør for
ABB’s danske robotafdeling, Steffen Enemark:
“YuMi er designet til en verden, hvor robotter og mennesker sidder
ved siden af hinanden og arbejder tæt sammen. Den kan bl.a. løse de
opgaver, som er nedslidende og vanskelige at udføre for mennesker.
Og jeg er overbevist om, at YuMi vil påvirke måden, vi tænker
produktion på, og medvirke til at udbrede robotteknologi i både små
og store virksomheder”, siger han.
YuMi kan håndtere selv de mindste genstande og er så præcis, at
den kan tråde en nål. Derfor er den oplagt at anvende til samle- og
monteringsarbejde – alene eller i samarbejde med mennesker –
eksempelvis inden for elektronik- og legetøjsindustrien.
Er hurtig og nem at bruge
Med sine kun 38 kg og indbygget controller frem for kabler er YuMi
let at flytte rundt på. Og der er ikke behov for timelang
programmering, når den skal gøres klar til en ny opgave.
“Det særlige ved YuMi er også, at den er så nem at håndtere. Det
kræver ikke stor teknisk snilde og viden at installere den, og når
først der er strøm på, kan den hurtigt programmeres fra en
almindelig tablet. På den måde er YuMi en vaskeægte plug and
play-robot” fortsætter Steffen Enemark.
Du kan møde – og prøve – YuMi på ABB’s stand på HI-messen, der
finder sted i Messecenter Herning den 22.-24. september og åbnes af
statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Fakta om Yumi
• YuMi er det seneste skud på stammen i ABB’s robotfamilie,
der har eksisteret siden 1974. I dag er mere end 250.000
ABB-robotter, installeret i industriproduktion over hele
verden.
• Navnet YuMi er en sammentrækning af ordene “you” og “me” og
skal symbolisere, at robotten er udviklet til at arbejde tæt sammen
med mennesker.
• YuMi kan med sine to øjne identificere genstande og
håndtere dem med de to arme, der er udstyret med sugekopper og
gribe-fingre. Den arbejder både hurtigere og langt mere præcist end
lignende robotter på markedet.
• YuMi er er et led i ABB-koncernens Next Level Strategy, som
handler om at sætte fart på bæredygtig vækst.
• I 2025 vil avancerede robotter kunne medvirke til at øge
produktiviteten med 30 pct. i en række lande, viser beregninger fra
det internationale konsulenthus Boston Consulting Group (BCG). YuMi
er et vigtigt bidrag til den udvikling.
• YuMi blev lanceret ved Hannover-messen i foråret 2015, hvor
den blandt andet trykkede hænder med den tyske forbundskansler,
Angela Merkel.






