Amminex overhaler konkurrerende teknologi og vinder udbud på at opgradere københavnske bybusser

Dette billede illustrere Amminex overhaler konkurrerende teknologi og vinder udbud på at opgradere københavnske bybusser

Det står klart efter indgåelsen af ny kontrakt med
trafikselskabet Movia, hvor hovedparten af Københavns bybusser skal
opgraderes med teknologi, der vil skabe et langt renere luftmiljø i
byen.

Renere luft til København

Den danske regering har sammen med Københavns og Frederiksberg
Kommuner besluttet, at godt 300 bybusser skal have en teknologisk
opgradering, der skærer markant i udledningen af giftige NOX/NO2
gasser og partikelforurening i bymiljøet.

I dag medfører disse udledninger markante sundhedsproblemer for
borgere i visse dele af byen og derfor blev det besluttet, at
opgradere busserne fra den nuværende Euro III/IV/V/EEV emissions
standarder til den langt strengere Euro VI.

Amminex er, i samarbejde med lokale partnere i Danmark og det
britiske selskab Eminox, blevet valgt til at gennemføre
opgraderingen, som vil bestå i en komplet installation af et
katalytisk baseret SCRT® system, der sammen med Amminex’ ASDS™
teknologi effektivt reducerer udledningen af de giftige NOx gasser.
Dermed vil busserne imødekomme ikke bare Euro VI standarden, men
også en mere krævende version kaldet RDE (Real Driving Emissions),
som ventes indført i fremtiden. Denne standard tager mere præcist
højde for de faktiske driftsforhold som busserne er udsat for, når
de kører i byen.

Teknologi kampen

Amminex’ ASDS™ teknologi gør det muligt at udnytte det fulde
potentiale af SCR katalysatoren ved at lagre og indsprøjte ammoniak
(NH3) gas i udstødningssystemet fra en særligt designet beholder.
Ammoniakken går i forbindelse med kvælstof-ilten i
udstødningsgassen og omdanner de skadelige NOx-forbindelser til
vand og harmløst kvælstof.

Det medfører en særdeles effektiv reduktion af NOx og fungerer
uafhængigt af de køreforhold, der er til stede, hvilket har en
række fordele. Især i kolde klimazoner og ved lave
udstødningstemperaturer, som er typisk for busser der færdes
langsomt i tæt bebyggede, trafikerede områder. Desuden medfører
teknologien hverken en dårligere brændstoføkonomi eller et større
CO2 fodaftryk.

EU udbuddet blev vundet af Amminex i konkurrence med andre
teknologier, navnlig den konventionelle NOx reduktionsteknologi
kaldet AdBlue®, hvor en syntetisk fremstillet ureaopløsning
benyttes til efterbehandling af udstødningsgassen. Denne teknologi
har tidligere være brugt på nogle af busserne, men har en række
kendte begrænsninger. Ved lave udstødningstemperaturer, når
busserne kører igennem byen, sker der f.eks. ingen eller meget
begrænset reduktion af NOx gasser.

“De busser vi allerede har opgraderet og sat i drift fungerer
allesammen upåklageligt, og vi tror på at Amminex ASDS™ teknologien
har potentialet til at sætte helt nye standarder for NOx reduktion
globalt,” siger Tue Johannessen, Teknisk Direktør og medstifter af
Amminex.

“Vi er stolte af vores ASDS™ teknologi og den forskel vi kan
gøre for at forbedre luftkvaliteten for alle borgere i København. I
øjeblikket undersøger vi lignende opgraderingsprojekter i andre
storbyer rundt om i verden. Sammen med en af vores ejere, Faurecia,
ser vi f.eks. på, hvordan vi kan få bedre fodfæste på de lokale bus
og lastbil-markeder i de store byer i Asien og Kina, så det er
meget spændende tider i Amminex lige nu,” siger Annika Isaksson,
administrerende direktør i Amminex.

Installeringen af den nye teknologi er allerede startet og
forventes, ifølge den nuværende plan, afsluttet i marts 2016. De
busser der opgraderes vil blive meget lette at spotte for
københavnere, da Movia sætter synlige klistermærker på dem for at
gøre opmærksomhed på den positive forandring. Projektet er et
samarbejde mellem Movia, Miljøministeriet, Miljøstyrelsen,
Trafikstyrelsen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune samt
Anchersen Rute ApS, Arriva Danmark A/S og Nobina Danmark A/S.

Fakta om Amminex

Amminex Emissions Technology A/S er et dansk clean-tech selskab.
Det primære produkt er NOx reduktionsteknologien ASDS™, der er i
stand til at lagre og dosere ammoniak i udstødningssystemet på
dieselkøretøjer. I systemet er ammoniakken bundet i et fast stof
kaldet AdAmmine™, der reducerer udledningen af giftige NOx gasser
markant fra busser, lastbiler og dieselbiler.

Sammenholdt med konventionelle NOx teknologier sætter ASDS™ helt
nye standarder. Teknologien gør det eksempelvis muligt at
imødekomme de grænseværdier der findes i den fremtidige emissions
standard Euro VI for RDE (Real Driving Emissions). Amminex har
hovedsæde i Søborg tæt på

København og ejer en større produktionsfacilitet i Nyborg.

Ejerkredsen bag Amminex er Faurecia, SEED Capital Denmark og
Nordea-fonden.

Cookie-indstillinger