Danfoss – Løsninger på verdens vandproblemer skaber vækst
World Economic Forum har også placeret mangel på vand og
klimaforandringer blandt de fem største risici i verden. Innovative
løsninger, der kan afhjælpe udfordringerne og nå målene, er klar
til at blive bredt ud. Danmark og Danfoss er med helt i front, og
vækstpotentialet er stort.
I takt med at verdens befolkning vokser og får en højere
levestandard bliver der brugt mere vand i hjemmene og til
produktion af fødevarer og produkter. FN forudser, at behovet for
vand globalt vil være steget med 55 % i 2050. Det er en kæmpe
udfordring, da ferskvandressourcerne er begrænsede og grundvandet
globalt bliver brugt meget hurtigere, end nyt dannes. Det stigende
vandbehov fører også til et øget energiforbrug, der påvirker
klimaet.
Danfoss hjælper lande og kommuner verden over med at spare vand
og energi i vandforsyningen, rensningen af spildevand og vandingen
af marker. Og området er netop udpeget som en særlig vækstlomme på
grund af det store potentiale og Danfoss’ stærke position som en af
de førende.
Mads Warming, leder af vand- og spildevandsområdet i Danfoss
Drives, siger: “De globale vand- og klimaudfordringer er en svær
kode at knække, men løsninger er klar, og vi oplever et stigende
fokus på at spare vand og energi. Lige nu har vi en årlig vækst på
over 10 % i vores vand- og spildevandsforretning og formår at vokse
dobbelt så hurtigt som markedet.”
Danfoss har også bidraget til at gøre Danmark til en af
frontløberne på vand- og energiområdet. Danmark har siden 1980
formået at øge den økonomiske vækst med 80 % og samtidig reduceret
vandforbruget med næsten 40 % og holdt energiforbruget på samme
niveau. Resultaterne er bl.a. opnået ved at reducere vandspild i
vandforsyningsanlæggene og spare energi med innovative
teknologier.
I kommuner står vandforsyningen og rensningen af spildevand
typisk for det største forbrug af elektricitet, typisk 25-40 % af
kommunens totale forbrug. I Århus har det lokale vandselskab
formået at omforme et renseanlæg til også at fungere som et
kraftvarmeværk, der leverer energioverskud.
Anlægget producerer 90 % mere energi, end det forbruger. Danfoss
teknologi er sammen med anlæggets eget biogassystem med til at
skabe det store energioverskud. 140 frekvensomformerne regulerer
alt roterende udstyr, så der spares energi, og samtidig skabes den
størst mulige mængde slam, som kan omdannes til strøm og
varme.
Mads Warming siger: “Det er lidt af en verdensnyhed, som ikke
ville være muligt uden frekvensomformere. Så vidt vi ved, er der
ikke andre lande, der har formået at få et renseanlæg til at
producere så meget ekstra energi baseret på traditionel
by-spildevand. I et bredere perspektiv betyder det, at det enorme
energiforbrug fra vand- og spildevandsanlæg helt kan undgås og den
største el-sluger i kommuner kan gøres energineutral.”
Et andet kæmpe potentiale er at få reduceret det store
vandspild, der finder sted i rørsystemet, når rent vand skal ud til
forbrugerne og når markerne skal vandes. Ifølge konsulentfirmaet
McKinsey bliver der hvert år spildt for 167 mia. USD vand i byer
verden over på grund af lækager. FN hævder, at lækager på 50 % ikke
er usædvanligt i rørsystemerne. Men lækager kan typisk reduceres
med 30-40 % ved at bruge teknologier som frekvensomformere og
sensorer, som regulerer trykket i rørene, så der ikke fosser vand
ud af utæthederne. Samtidig sparer frekvensomformerne typisk 20-50
% energi.
Ud over at spare vand og energi i lande og kommuner hjælper
Danfoss også med at producere drikkevand på afsides steder som øer,
boreplatforme og krydstogtskibe. Her er Danfoss med til at lave
saltvand om til drikkevand ved hjælp af højtrykspumper og andet
udstyr til afsaltningssystemer.
Mads Warming siger: “Tidligere på året placerede World Economic
Forum vandkrise og klimaforandringer blandt de fem øverste risici i
verden og opfordrede beslutningstagere til at handle. Og vi ser
ingen grund til at vente. Velafprøvede løsninger, som kan
imødekomme begge udfordringer, er klar.”






