Miljøministeriet: Virksomheder skal have færre og hurtigere miljøgodkendelser

Dette billede illustrere Miljøministeriet: Virksomheder skal have færre og hurtigere miljøgodkendelser

Et nabotjek viser, at svenske og tyske virksomheder ofte kan
udvide eller omlægge produktionen langt hurtigere end danske.

Pludselig åbner der sig et nyt udenlandsk marked, så et lille
dansk mejeri kan sælge langt mere ost end hidtil. Men for at udvide
produktionen i Danmark kræver det en ny miljøgodkendelse. I
mellemtiden etablerer konkurrenter fra Sverige og Tyskland sig på
det nye marked, fordi de ofte slipper for en omfattende
miljøgodkendelse.

Den slags scenarier vil miljø- og fødevareminister Eva Kjer
Hansen meget gerne undgå, og derfor sætter hun gang i et
serviceeftersyn af de danske miljøregler for at se på, om nogle
virksomheder – eller endda hele brancher – helt kan slippe for
miljøgodkendelser. Desuden skal virksomhederne have deres
godkendelser hurtigere.

– Unødvendigt bureaukrati og ventetid gavner ingen. Et mål om
miljøgodkendelser på under 200 dage er absolut realistisk, og
samtidig skal vi se på, om der måske er hele brancher, der kan
undtages for miljøgodkendelser. Det kan lade sig gøre i Sverige og
Tyskland, og så bør det også være muligt i Danmark. Får vi bedre,
hurtigere og mere fleksible regler, vil det også føre til, at
virksomhederne hurtigere indfører ny, effektiv teknologi til gavn
for miljøet, siger Eva Kjer Hansen.

Baggrunden er et nabotjek af miljøreglerne, hvor 1.200 danske
maskinværksteder, fødevarevirksomheder og
overfladebehandlingsvirksomheder er af Deloitte blevet sammenlignet
med tilsvarende virksomheder i Sverige og Slesvig-Holsten.

De er alle en del af de ca. 5.000 mindre miljøbelastende
virksomheder i Danmark, der i dag ikke reguleres via EU-krav. De
reguleres i stedet af nationale regler, men mens der er næsten ens
miljøkrav de tre steder, viser nabotjekket, at langt færre af de
udenlandske virksomheder reguleres via miljøgodkendelser.

Samme krav administreres forskelligt

Hos DI, der bl.a. repræsenterer maskinværksteder, der udgør ca.
900 af de undersøgte 1.200 virksomheder, tager man godt imod
serviceeftersynet og målet om hurtigere miljøgodkendelser.

– Vi kan kun være tilfredse med, at ministeren vil sikre højere
hastighed og fokus på væsentlige miljøkrav, så vi ikke bruger tid
på irrelevante miljøkrav i de enkelte virksomheder. Det er ofte
helt afgørende, at en virksomhed kan komme hurtigt i gang, men også
at virksomhederne mødes af de samme krav som deres konkurrenter i
resten af Europa. Vi ser frem til det videre samarbejde, siger
Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i DI.

Også Landbrug & Fødevarer glæder sig over miljø- og
fødevareministerens initiativ og bakker op på vegne af
fødevareklyngen. 

– Det er rigtig positivt, at Eva Kjer Hansen nu tager initiativ
til at give de danske særregler for miljøgodkendelser et
serviceeftersyn. Det har vi efterspurgt længe. Hvis man vil
producere de produkter, forbrugerne efterspørger, er det vigtigt
hurtigt at kunne omstille produktionen. Derfor står en forenkling
af reglerne og en hurtig sagsbehandling højt på vores ønskeliste,
siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug &
Fødevarer.

Målet om at sagsbehandle miljøgodkendelser på under 200 dage
afhænger af forhandlinger mellem stat og kommuner. Miljø- og
fødevareminister Eva Kjer Hansen vil bringe det ind i
forhandlingerne ved første lejlighed.

Cookie-indstillinger