Dansk Metal – Ny aftale retter dagpengesystemet op

Dette billede illustrere Dansk Metal – Ny aftale retter dagpengesystemet op

​​​Fem år efter den fatale 2010-reform af dagpengene, der sendte
mere end 60.000 ud over dagpengekanten, er der nu lavet en ny
dagpengereform. Den nye reform retter op på en række af de værste
fejl, mener Dansk Metal:

– Reformen retter op ​på nogle af de værste fejl i
2010-reformen, bl.a. ved at belønne ledige, der tager kortvarige
jobs. Det nuværende system matcher ikke, hvordan arbejdsmarkedet er
indrettet i dag og det kostede dyrt for mange ledige. Tilsvarende
med genoptjeningsretten, der nu ændres, så det bliver lettere at
genoptjene retten til dagpenge og man får mulighed for at forlænge
dagpengene, så de løber i op til tre år. Det er klare
​forbedringer, som var helt nødvendige, siger Claus Jensen, der er
forbundsformand for Dansk Metal.

Prisen for reformen løber op i mere end en milliard kroner, og
langt hovedparten hentes ved at skære på andre områder i
dagpengesystemet ligesom der indføres karensdage, hvor ledige ikke
kan få dagpenge. Forslaget kommer på baggrund af en idé fra
Dagpengekommissionen, der havde foreslået at indføre op til 8
karensdage:

– Kommissionens forslag om 8 karensdage var helt uspiseligt, og
i bund og grund mener vi, at karensdage er en helt forkert vej at
gå. Det svarer blot til at man sænker dagpengesatsen. I forvejen er
dagpengenes værdi blevet udhulet gennem de seneste mange år og vil
falde endnu mere de kommende år. I dag udgør dagpengene for et
almindeligt medlem af Dansk Metal ca. halvdelen af indkomsten, og
karensdage vil blot øge forskellen, siger Claus Jensen, der advarer
politikerne mod fremover at betragte karensdage som et håndtag, der
kan skrues på:

– Den eneste vej, vi kan se, at der skal skrues på karensdagene,
er nedad, fastslår Claus Jensen

Cookie-indstillinger